De danske udlændingemyndigheder har bedt politiet undersøge, om der er begået ulovligheder i et stort antal flygtningesager, hvor personer fra især Kosova har forsøgt at få opholdstilladelse. En række navngivne advokater, læger og psykologer mistænkes for at have hjulpet flygtningene til at fabrikere falske lægeerklæringer og unødvendige recepter på nervemedicin. 'Oplysninger peger på misbrug' Dokumenterne skulle overbevise myndighederne om, at flygtningene var så syge, at de ikke kunne udvises fra Danmark. »Vi har foretaget en anmeldelse til politiet, fordi vi har oplysninger, der peger i retning af noget, der ligner et misbrug og måske også noget, der er ulovligt«, siger advokat Peter Biering, Kammeradvokaten, der har henvendt sig til politiet på vegne af sine klienter. Kammeradvokaten er statens advokat, og repræsenterer i denne sag bl.a. Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Rigspolitiet, der har ansvaret for udvisningen af afviste flygtninge. 'Massive medicinudskrivninger' Det er politiet i Aalborg, der arbejder med sagen. Chefkriminalinspektør Ove Nørgaard bekræfter, at sagen bl.a. drejer sig om »temmelig massive medicinudskrivninger« i et forsøg på at opnå opholdstilladelser. Advokat Boserup i centrum Ifølge Peter Biering fra Kammeradvokaten er anmeldelsen ikke rettet mod én bestemt person. Men i centrum for efterforskningen står en af landets mest energiske flygtningeadvokater, Hans Boserup fra Sønderborg. Han er advokat for omkring 300 flygtninge, der har lagt sag an mod udlændingemyndighederne ved Vestre Landsret. Beskyldninger om pres på læger Det er sket, fordi flygtningene er blevet nægtet opholdstilladelse, selvom de fleste har lægeerklæringer på, at de er psykisk syge. Hans Boserup beskyldes bl.a. for at presse læger til at udskrive nervemedicin, der alene har til formål at dokumentere, at hans klienter er meget syge. Samtidig mistænker myndighederne ham for at have allieret sig med bestemte psykologer og psykiatere, der kan købes til at skrive erklæringer uden hold i virkeligheden. Advokat: Desperat handling Hans Boserup afviser beskyldningerne: »Jeg opfatter anmeldelsen som en desperat handling. Ikke som noget som helst andet. De kan da godt mene, at jeg skulle have vredet armen rundt på de enkelte læger og psykologer, men det er jo lægerne og psykologerne, der selv udskriver recepter og laver erklæringerne«, siger han. Hans Boserup blev først under et retsmøde i Vestre Landsret torsdag klar over, at politiet er i gang med at kulegrave hans arbejdsmetoder. Psykologer i søgelyset Her langede Kammeradvokaten også ud mod et par af de mest anvendte psykologer i flygtningesager. »Der er eksempler på psykologer, der er så personligt engageret, at udlændingemyndighederne ikke mener, at deres erklæringer er troværdige og uvildige«, siger advokat Peter Biering. Psykiater føler sig krænket Blandt andet er psykiater Ole Helbo i myndighedernes søgelys. Han er en af de mest anvendte behandlere af flygtninge og føler sig krænket over beskyldningerne. »Hvis mit navn er kommet op, og de mener, jeg er uhæderlig, må de foranstalte en undersøgelse på mig. Men måske har de været bange for at få en second opinion, fordi de kunne risikere, at den sagde det samme som min«, siger Ole Helbo.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























