Amdi Petersen er løsladt

Lyt til artiklen

Vestre Landsret løslod i dag Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen. Landsretten støtter dermed byrettens kendelse fra i tirsdags. Landsretten slår i sin kendelse fast, at Mogens Amdi Petersen vil kunne risikere at sidde varetægtsfængslet i længere tid, end han kan få dom for, hvis han findes skyldig i straffesagen, der begynder til marts. Vestre Landsret tilkendegiver samtidig i sin kendelse, at der stadig efter de tre dages afhøringer ved Retten i Ringkøbing er en begrundet mistanke om, at Mogens Amdi Petersen har medvirket til grov skattesvig. Enig i flugtrisiko Der er også grund til at tro, at Tvind-stifteren vil stikke af fra retssagen. Men den opvejer altså efter Vestre Landsrets opfattelse ikke en yderligere forlængelse af den i forvejen 11 måneder lange varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden havde valgt at kære kendelsen fra byretten i Ringkøbing netop, fordi den frygter, at Amdi Petersen vil flygte, hvis han bliver løsladt. Tilfreds forsvarer Mogens Amdi Petersens forsvarer, Anders Boelskifte, var både tilfreds og glad for landsrettens afgørelse. »Det er nu lykkedes at gennemføre den aftale, som vi indgik med anklagemyndigheden i august i Los Angeles om at søge at påbegynde domsforhandlingen tidligt for at skabe grundlag for løsladelse«, siger han til Ritzau. Anders Boelskifte formoder, at Amdi Petersen nu tager ophold i Grindsted. Amdi hentet i Mercedes Amdi blev straks efter landsrettens kendelse hentet i en stor, sølvgrå Mercedes, som ankom til arresten i Holstebro i morges ved 9-tiden. I bilen befandt sig Amdis veninde Kirsten Larsen, Ruth Sejerøe-Olsen og Marlene Gunst, der alle er blandt sagens i alt otte tiltalte. »Det eneste, jeg vil sige, er, at jeg skal hjem og finde mig selv«, sagde Amdi Petersen til Ritzau efter løsladelsen. Han svarede med et klart 'ja!', da han blev spurgt, om det havde været hårdt at vente på afgørelsen. Kirsten Larsen tilføjede, at det var dejligt, at Amdi Petersen kom ud og beskrev arresten i Holstebro som 'verdens bedste arrest'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her