Regering vil undersøge indvandrerorganisationer

Lyt til artiklen

Regeringen vil have indvandrerorganisationerne herhjemme grundigt undersøgt. Målet er ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at stoppe tilskud til projekter, der modarbejder udlændinges integration i det danske samfund. Finansministeriet er allerede begyndt at undersøge tilskud til indvandrerorganisationer og integrationsprojekter, oplyser Anders Fogh Rasmussen til Ritzau. Han henviser direkte til indvandrerorganisationen Indsams konkurs, som han mener har understreget behovet for en kritisk gennemgang. Indsam konkurs Indvandrerorganisationen Indsam erklærede sig i går konkurs efter at have opgivet at betale en gæld på 625.000 kroner. Organisationen blev frataget sine statstilskud sidste år efter ikke at have kunnet redegøre for forbruget af diverse tilskud, som organisationen siden blev bedt om at betale tilbage. Indsam blev i juli sidste år sendt til inkasso, da den endnu ikke havde betalt pengene tilbage til Socialministeriet. Udover Indsam har også foreningen Broen, der rådgav kvinder i tvangsægteskaber, måtte lukke pga. rod i regnskaberne. Ny forening vil overtage En ny forening står parat til at overtage arbejdet med etniske minoriteter efter Indsam. Den hedder Dansk Integrationsforening og holder stiftende generalforsamling 1. februar på Københavns Rådhus. En håndfuld af Indsams tidligere medlemsforeninger står bag den nye forening, der skal hjælpe og rådgive etniske minoriteter. »Vi lever i et land, hvor myndighederne først og fremmest taler med organisationer, ikke med enkeltpersoner. Hvis man vil have gennemslagskraft og høres, må man derfor samle kræfterne«, siger initiativtager Hamid El Mousti, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne. Efter lukningen af Indsam er paraplyorganisationen POEM i dag den største organisation for etniske minoriteter i Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her