Først direktøren, så instituttet. Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) modtager i næste uge en klage over Institut for Miljøvurdering, hvis direktør Bjørn Lomborg i tirsdags blev dømt af selvsamme UVVU for letsindig omgang med data. Klagen over Institut for Miljøvurderings rapport 'Pant på engangsemballage', der sætter spørgsmålstegn ved værdien af at lade dåser og anden engangsemballage indgå i pantsystemet, kommer fra affaldskonsulent Erik Jørgensen fra Københavns Miljø- og Energikontor. Udover de seneste dages konstatering af, at aluminiumsdåser ikke kan brænde, kritiserer Erik Jørgensen rapporten for at være for snæver i sin miljøøkonomiske analyse. Når Erik Jørgensen bringer sagen for UVVU, så er det fordi, at han mener, at forvirringen får folk til at miste lysten til at sortere affald. »Jeg kan ikke tro, at der er noget som helst at komme efter«, siger Bjørn Lomborg om klagen til UVVU. Uvildig eveluering Bestyrelsen for Institut for Miljøvurdering vil på et ekstraordinært bestyrelsesmøde på mandag vurdere, hvilke konsekvenser - om nogen - UVVU-dommen over Bjørn Lomborg skal få. Bestyrelsen skal også tage stilling til, om der skal sættes en uvildig evaluering af instituttets hidtidige rapporter i gang. Især rapporterne om genbrugspapir og dåser er blevet debatteret intenst, og senest har lektor Henrik Wenzel fra Danmarks Tekniske Universitet lavet en kritisk gennemgang af de to rapporter. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) påpeger, at også han og Miljøstyrelsen kritiserede dåserapporten, da den kom for godt to måneder siden. Hans Christian Schmidt mener ikke, at det er regeringens - men bestyrelsens - opgave at sætte en eventuel evaluering i gang. »Jeg hylder princippet om arms længde«, siger Hans Christian Schmidt. Instituttets formand Ole P. Kristensen har bebudet en undersøgelse, og miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen fra Det radikale Venstre mener, at det er en god idé - blandt andet af hensyn til medarbejderne selv. »Folketinget kan først blande sig, hvis evalueringen viser, at arbejdet ikke er godt nok. Så må vi konstatere, at 15 millioner kroner er spildt og lukke instituttet«, siger Elsebeth Gerner Nielsen. Miljøordfører Pernille Blach Hansen (S) mener, at regeringen allerede nu - efter UVVU-afgørelsen i sagen mod Bjørn Lomborg - bør overveje instituttets eksistensberettigelse. »Instituttet er fuldstændig ubrugeligt, og det må regeringen forholde sig til«, siger hun. Det var fredag ikke muligt at få en kommentar fra UVVU-formanden, landsdommer Hans Henrik Brydensholt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























