Mindre end seks uger efter decembervalget står Grønland i en dyb, politisk krise. Regeringssamarbejdet mellem det socialdemokratiske Siumut og det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA) er i realiteten sprængt. De to partier har i stedet indledt en indædt magtkamp, der kan ende i et hurtigt nyvalg. Frier til de borgerlige Både Siumut og IA frier nu til de borgerlige oppositionspartier. IA-formand Josef Motzfeldt sikrede sig i går et forspring, da han blev enig med Atassut om at indlede koalitionsforhandlinger. Hvis de to partier også kan blive enige med enten Demokraterne eller Kandidatforbundet, kan de mønstre et flertal i landstinget. Siumut isoleret Fredag aften tegnede det til, at Siumut vil blive isoleret. Men partiformand Hans Enoksen sidder fortsat med det afgørende kort i det spegede spil. Som landsstyreformand kan han udskrive nyvalg og komme et eventuelt mistillidsvotum i forkøbet. Og han vil ikke afvise, at han benytter muligheden, selv om det er mindre end seks uger siden, der senest var valg. »Et valg er det sidste træk, jeg vil tage. Men det kan blive nødvendigt«, sagde Hans Enoksen i går til Grønlands Radioavis. Han mente, at IA gik bag ryggen på ham: »Det er mig, der skal tage det første skridt, når der skal dannes et nyt landsstyre«. Natten til fredag forsøgte han at redde koalitionen med IA ved i sidste øjeblik at tilbyde at fyre de tre partifæller, som han og Siumut siden valget har placeret som direktører i hjemmestyret. Men kursskiftet kom for sent. IA havde tabt tilliden til Hans Enoksen, efter at han i de seneste uger havde afvist alle krav om at ændre på kammerateriet. Healing fik følger Direktøransættelserne er en væsentlig årsag til den politiske krise. Dertil kommer den healing af landsstyrets kontorer, som Jens Lyberth fik gennemført, kort efter at Hans Enoksen havde sat ham ind på posten som hjemmestyrets øverste embedsmand. Healingen skulle uddrive negative energier, men de øvrige partier vil ligesom de faglige organisationer ikke acceptere den slags åndemaneri. »Hans Enoksen mente, at vi havde mulighed for at fortsætte vort samarbejde i landsstyret, men jeg sagde, at IA vil efterkomme de henvendelser, vi har fået fra de tre andre partier om at forhandle om en anden koalition«, siger Josef Motzfeldt. Han og Atassut-formand Augusta Salling blev i går enige om, at der er grundlag for at forhandle om et regeringssamarbejde. »Atassut og IA er enige om, at vi vil indlede drøftelser om samarbejde. Men de egentlige forhandlinger går først i gang, når vi er tilbage i Nuuk«, siger IA- formanden. Krisen er eksploderet, medens alle de grønlandske partiledere er i København, hvor de i torsdags deltog i en konference på Christiansborg om Grønlands selvstændiggørelse. Hans Enoksen søgte fredag at få et møde i stand med Atassut, men fik en kold skulder fra Augusta Salling: Et mandat for lidt »Vi har besluttet, at vi snakker med IA. Det er det, vi satser på, og nu er vi blevet enige om at realitetsforhandle. Vi mener, der er grundlag for, at vi kan blive enige om en koalition med IA«, siger Augusta Salling. IA og Atassut mangler et enkelt mandat til nå op på 16 mandater og dermed et flertal af landstingets 31 mandater. De skal derfor også blive enige med enten Demokraterne eller Kandidatforbundet, som har henholdsvis fem og et enkelt mandat. »Vi er i gang med at snakke også med de andre partier«, siger Augusta Salling.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























