Optræk til endnu en omgang socialdemokratisk fløjkrig får nu Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft til at advare sine partifæller mod mere 'offentlig polemik'. Ellers forpasser partiet chancen for at markere sig inden næste valg. »Hvis Socialdemokratiet ønsker at sætte en politisk dagsorden, så kan der ikke være nogen tilbage i den socialdemokratiske gruppe, der ønsker at fortsætte de her diskussioner«, siger Lykketoft efter mandagens forsoningsmøde med ekssocialordfører Karen Jespersen. Opsang på gruppemøde Lykketoft reagerer, fordi anonyme og en enkelt navngiven i kølvandet på Karen Jespersens afgang som socialordfører har sat spørgsmålstegn ved hans lederskab. Efter kun tre uger på formandsposten. Opsangen vil være Lykketofts hovedbudskab til S-gruppen, som i dag mødes for første gang efter den nytårsudtalelse, der fik Karen Jespersen til at føle sig forbigået. Lykketoft erkender problem Hun udløste i weekenden Lykketofts anden krise som partiformand. Den første var i midten af december, da det mislykkedes for Lykketoft at sammensætte en ledelse af folketingsgruppen, som dækkede alle fløje. Mogens Lykketoft erkender, at Karen Jespersens aktion har vanskeliggjort hans arbejde med at samle partiet. »Det er klart, at den måde, det bliver udlagt på i pressen, betyder, at vi er røget et par trin ned ad stigen, og at vi skal op igen«, siger han. Ingen tegn på formandsopgør Der er dog ikke tegn på, at Karen Jespersens beslutning er startskud til et større formandsoprør. I folketingsgruppen maner selv Karen Jespersens nære støtte, tidligere socialminister Henrik Dam Kristensen, nu til fred. »Det er Karens egen beslutning, som jeg ikke vil dømme om. Men nu er tiden inde, hvor det skal handle om politik«, siger han. Oplæg til nye indsatsområder På gruppemødet i dag vil Lykketoft komme med et oplæg til partiets nye indsatsområder. Der skal blandt andet nedsættes arbejdsgrupper, som skal komme med et udspil til en pensionsreform og et nyt velfærdoplæg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























