Bagmandspolitiet har efter terrorangrebet på USA 11. september modtaget flere indberetninger fra danske banker om konti og pengeoverførsler for et ukendt millionbeløb, som mistænkes for at være bidrag til terror. Pengeinstitutter har efter terrorangrebet og vedtagelsen af terrorpakken i juni gennemgået over to millioner konti i Danmark, som er blevet sammenlignet med FBI's og EU's terrorlister. »Hvis bankerne finder navnelighed, melder de det. Samtidig undersøger bankerne mønstrene i de forskellige pengetransaktioner, hvis de finder dem mistænkelige«, siger afdelingschef Kim Busck-Nielsen, Finansrådet. Banker og politi kender omfang Han påpeger, at det kun er bankerne og bagmandspolitiet, som kender omfanget af indberetningerne. På USA's og EU's terrorlister optræder 1.100 personer og organisationer, som eksempelvis Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk og den militante del af den palæstinensiske organisation Hamas. Bagmandspolitiet har netop sigtet to medlemmer af den danske afdeling af Al Aqsa, som menes at have givet økonomisk støtte til terror. Samtidig er organisationens bankkonti blevet spærret i Danske Bank. Tavst bagmandspoliti Statsadvokat for særlig økonomisk kriminalitet Henning Thiesen ønsker ikke at kommentere den aktuelle sag, men bekræfter, at bagmandspolitiet har fået flere terrorindberetninger fra pengeinstitutterne. »Vi har fået sådanne informationer om konti og pengeoverførsler. Men jeg vil ikke kommentere, om indberetningerne har ført til indefrysning af penge, og hvor store beløbene er«, siger han. Banker som eksempelvis Nordea har efter 11. september udviklet særlige computerprogrammer til at gennemgå de forskellige konti. Lignende sager i Tyskland og Holland Også andre myndigheder i Europa slås med pengeoverførsler - bl.a. fra Al Aqsa-organisationen, som også findes i Tyskland og Holland. Den hollandske efterretningstjeneste har i en rapport slået fast, at Al Aqsa i Holland faktisk støtter Hamas. Men da Hamas også er en humanitær organisation, kan de hollandske myndigheder ikke bevise sammenhængen til terror i Israel. I Tyskland blev Al Aqsa lukket i august sidste år på mistanke om forbindelser til den væbnede del af Hamas. Den danske Al Aqsa-organisation har samme logo som hollandsk og tysk Al Aqsa.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























