Ingen mulighed for at bytte bolig

Lyt til artiklen

Mange ældre københavnere er fanget i deres store lejligheder, selvom de gerne vil flytte til noget mindre. Det er nærmest umuligt for de ældre at bytte sig frem til en mindre lejlighed. Lejlighedsbytteriet har i mange år været en genvej til at skaffe sig en mindre og billigere lejlighed. »I dag er det umuligt for ældre københavnere at bytte deres lejligheder væk, fordi huslejen stiger til mellem det dobbelte og det tredobbelte, når de flytter«, siger sekretariatschef Claus Højte fra Lejernes Landsorganisation (LLO) i København, hvor Hellen Fravis sag blot er en blandt mange. Udlejere moderniserer og hæver huslejen LLO's erfaring er, at de private udlejere i omkring 90 procent af byttesagerne benytter lejligheden til at modernisere lejlighederne og efterfølgende hæve huslejen. »Det betyder helt konkret, at en ældre medborger med en stor lejlighed ikke kan finde byttepartnere. De løber skrigende væk, fordi huslejen bliver så høj. På den måde bliver den ældre lejer stavnsbundet i sin store lejlighed«, siger Claus Højte. I København er markedet så presset, at den eneste reelle mulighed for at få en anden lejlighed er at bytte sig frem. Indbringende hul Ældresagen og LLO har peget på, hvad de betragter som et »stort hul i lejelovene«, som tillader udlejer at modernisere lejligheder, så snart de fraflyttes, og derefter hæve lejen til markedsleje. Det er Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2, som åbner for den mulighed. »Der tjenes styrtende med penge på det hul. I København er der mange børnefamilier, som gerne vil have de store lejligheder. Det er imidlertid stærkt begrænset, hvor mange børnefamilier, der kan betale 10.000-15.000 kroner om måneden plus varme og el. Derfor er mobiliteten via bytte af lejligheder reelt helt afskaffet. Det er stik imod, hvad vi hører fra politikerne om, at de ønsker mobilitet«, siger Claus Højte. »LLO har sammen med Ældre Sagen forsøgt at gøre de relevante ministre opmærksomme på problemet, men i Erhvervs- og Økonomiministeriet har man totalt ignoreret vores henvendelse«. Socialminister Henriette Kjær (K) har derimod svaret på henvendelser. Pudsig besvarelse »De har sendt os en kopi af et svar fra ministerens spørgetid. Ud over at det er en pudsig måde at svare på, er svaret, at socialministeren ikke har planer om ændringer«, siger Claus Højte. Københavns Kommune har tanker om at give ældre borgere tilskud for at bytte deres lejligheder væk for at give plads til familierne. »Vi synes, det er en meget sympatisk idé, men planen har ikke en chance. Så længe der er mulighed for at hæve huslejen så dramatisk, kommer der ikke flere familieboliger i København af dén grund. Man skal have en meget høj indkomst for at betale en månedlig husleje på 15.000 kroner. Jeg tvivler stærkt på, at der er ret mange, der kan betale så høje huslejer«, siger Claus Højte, der ikke tror, at boligmarkedet vil blive fleksibelt, før det bliver muligt at bytte med en fastlåst husleje.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her