Det var næppe en enkelt pyromans værk, da Albertslund vest for København onsdag aften og nat blev hærget af hele tre voldsomme brande. Politiet går ud fra, at de to var påsatte, men af flere forskellige gerningsmænd. »Der er ikke noget, som tyder på, at det var de samme gerningsmænd«, siger vicekriminalinspektør Vagner Eliseholm, Glostrup Politi. Rækkehus raseret Han mener, der ikke kan være tvivl om, at brandene i såvel en virksomhed som en skole er påsatte. Det første sted opstod ilden i nogle affaldscontainere og bredte sig til en kontorbygning. Anden gang gik det ud over et klasselokale, som ikke havde været brugt siden før jul. »Alt taler for, at de to brande er påsatte«, siger vicekriminalinspektøren. Derimod er der er ikke umiddelbart tegn på ildspåsættelse ved den tredje brand, som raserede et rækkehus. Politiet har så gode spor efter branden på skolen, at det forventer en opklaring: »Vi har begrundet håb om, at vi - med de oplysninger, vi har nu - kan komme videre. Vi har noget at arbejde på«, siger Vagner Eliseholm, selv om afhøringen af de to første mistænkte i går endte resultatløst. Afsløret af vidner To 15-årige drenge blev sendt hjem igen, da de nægtede ethvert kendskab til skolebranden. Til gengæld erkendte de hærværk mod en institution i nærheden. De to 15-årige blev afhørt, fordi vidner havde set en gruppe drenge ved skolen omkring brandtidspunktet. I sommer blev to skoler i Taastrup hærget af ildspåsættelser. Det ene sted blev der sat ild til en affaldscontainer. Det andet sted blev en antændt affaldspose kastet ind gennem en knust rude. Men politiet sætter ikke sommerens ildspåsættelser i Taastrup i forbindelse med julens brande i Albertslund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























