Kramer ud i verden og ind i familien

Kramer forlader København. Overborgmesteren lader kæderne hvile og trækker i cowboybukser i de kommende syv uger, men bedyrer - til advarsel for oppositionen - at ferien ikke er det første skridt mod pensionen. På sådan en regnsjasket og forkølet mellemdag i julen virker kænguruer under australsk sol som et sjældent godt alternativ til den lavt hængende tåge mellem de københavnske gader. Også selv om man er overborgmester og har lov at bestemme mere over by og gadeliv end byens øvrige halve million. Men nej. »At jeg og familien holder to års sommerferie på én gang handler slet ikke om at komme væk fra København og Rådhuset. Tværtimod vil jeg næsten sige, for det kører utroligt godt i København og på Rådhuset. Det handler meget mere om at komme ud i verden og ind i familien«, siger Jens Kramer Mikkelsen (S). Og beviser sin påstand ved at stirre henført på et dørparti og forelsket lade blikket vandre ad middelaldergadens buede krumning. Han ser sit København inde bag tågen, og lige dér får kænguruerne nok svært ved at konkurrere på den lange distance. Diskusprolaps spolerede sommerferie København uden Kramer i syv uger er et familieprojekt opstået på en række tilfældigheder: Mor Connies langvarige diskusprolaps spolerede familiens planlagte sommerferie 2002, og mens den forladte familiefar forpustet forsøgte at få enderne til at nå sammen, dukkede den fjerne og udvandrede fætter Michael op fra Australien. Sidste udkald »Så opstod ideen om en lang ferie til Australien. Det skal være nu, fordi det er sidste år, at vores store pige på 14 år kan holde fri i skoletiden - og hvem ved, hvor længe hun vil rejse med os. Samtidig er de to små på seks og snart fem store nok til at få noget ud af oplevelsen«, argumenterer Kramer, som egentlig havde regnet med at starte rejsen i juleferien. »Men flypriser i højtidsstørrelse...«, siger han og stopper igen. Af angst for at understrege sin dokumenterede påholdenhed yderligere. At omlægge en arbejdsuge på 70-80 timer med masser af møder, papirer, forhandlinger og officielle forpligtelser til lange, blanke dage bag rattet i en kæmpemæssig bil med familien og dagligstuen på slæb kræver omstilling, erkender Kramer. Sund pause »Men jeg tror, jeg har godt af det, og jeg håber at bygge videre på rejsen, når vi kommer hjem. Jeg skal være mere for familien i de kommende år, for jeg kan ikke min Ole Lund Kirkegaard og Peter Plys godt nok. Det bliver til for lidt miniputfodbold med Anders i Husum Boldklub, fordi holdet træner hver tirsdag eftermiddag - samtidig med økonomiudvalgsmødet«. I samme åndedræt skynder han sig at konstatere, at hverken København eller Rådhuset skal regne med en deltidsoverborgmester, når han vender hjem 1. marts. »Jeg bliver aldrig typen, der kommer hjem klokken tre og smider mig på sofaen. Når børnene vokser til, håber jeg da også, de vil sætte pris på en far, som fuldt og helt engagerede sig og troede på, at han kunne gøre en forskel. At jeg gjorde mig umage, og at jeg virkelig godt kan lide det job, jeg har fået betroet«. Midt ude i den australske ørken kan Kramer gøre et holdt 20. januar - hvis han husker det - og dytte en fanfare, for da snupper han rekorden som den længst siddende overborgmester i København nogensinde fra Urban Hansen. 5. februar - formentlig et andet sted på det fjerne kontinent - kan han dytte igen på 14-årsdagen for sin indsættelse. »Det stod ikke skrevet over min vugge, at jeg skulle være Københavns overborgmester, og det stod slet ikke skrevet på væggen, da jeg blev det, at jeg skulle sidde længst. Altså foreløbig. Men samtidig er jeg utrolig bevidst om, at jeg har jobbet til låns. Når jeg går gennem Magistratssalen på Rådhuset og ser på de mange borgmesterportrætter, bliver jeg daglig husket på, at der var nogen før mig og os. Og at der kommer nogen efter«. Ingen opsigelse I politik er man på, indtil vælgerne bestemmer noget andet, konstaterer Kramer. Selv om den fortravlede mands lange ferie har sat spekulationer i gang om en tilbagetrækning fra tinderne før næste valg om tre år, maner overborgmesteren selv de rygter i jorden. »Det går langt bedre i København, end da jeg trådte til, og jeg er blevet bedre til jobbet. Jeg vil gerne fortsætte med at udvikle hovedstaden til gavn for hele landet - dels naturligvis ved at fastholde den stabile og solide økonomi med pæn beskæftigelse, dels ved at sætte København på landkortet med nye bud på borgerdemokrati og medinddragelse«, siger han, der som en af sine sidste embedsgerninger før afrejsen 9. januar vil skrive til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som kvittering på regeringens frihedsbrev til kommunerne for snart et år siden og tilbyde tæt samarbejde om en række forsøg på netop demokratiområdet. Stærkt værn mod kup Som solid politisk håndværker er Kramer vant til at have en finger på flere politiske pulse på én gang, og han er kendt for at have flere øjne i hovedet end dem bag brillerne. I de seneste uger har han da også arbejdet mere end normen på de 70-80 timer for at sikre den politiske stabilitet og den administrative ro og orden på Rådhuset. »Selvfølgelig vil der ske ting, vi ikke kan forudse, mens jeg er væk. Men der er gode, politiske aftaler om boliger og budget, og denne periode er karakteriseret ved både en meget god Borgerrepræsentation og meget velfungerende socialdemokratisk gruppe. I forrige periode var det mere broget - da var jeg nok ikke taget af sted«, siger han og skynder sig at sende endnu flere bundtede roser til medarbejderne. Om undværlighed »Der er meget kloge folk på Rådhuset, som kan håndtere enhver situation. Der bliver ikke noget kup, og der er et beredskab til de uforudsete ting, som vil dukke op«. Hvordan han selv vil klare den midlertidige afvænning fra det høje tempo og 14 år med uafbrudt politisk snak og tankegang, er han mere uvis på. På den anden side har han så meget kendskab til sine tre vitale unger og langtfra mundlamme hustru, at de nok skal kortslutte mobiltelefonen og køre uden om netcafeerne. »Jeg har jo også godt af at lære, at jeg kan undværes. I politik kan alle erstattes. Kun i familien er man uerstattelig«.