Trivsel og fagligt niveau kan lide alvorlig skade, når et center er for lille. Det tager Socialministeriet nu konsekvensen af og sammenlægger en række små centre. Dårligt arbejdsklima i lille center Hensigterne var de allerbedste i den lille flok, der i 1998 som sammenbragte børn kom til at udgøre staben i det nyoprettede Videnscenter om Alkohol, et center under Socialministeriet. Alle ville de noget med deres arbejde. De så en mening med at indsamle og formidle viden om alkohol og ikke mindst alkoholproblemer. Trods den store motivation og den gode vilje - de ansatte så helt klart arbejdet som en faglig udfordring og en samfundsnyttig opgave - gik det alligevel meget hurtigt galt for det lille center. Blot tre år efter starten blev centerets arbejde stærkt kritiseret i en evaluering udført af Teori og Metodecenteret. Samtidig blev den lille arbejdsplads udsat for et slemt tilfælde af psykologisk brøndforgiftning: arbejdsklimaet blev så dårligt, at Arbejdstilsynet måtte tilkaldes. Af referatet fra tilsynet fremgår det, at noget er helt galt. Flere af medarbejderne fortæller, at det ikke er muligt at have en faglig dialog med andre ansatte i centret, »da al dialog om faglige emner skal gå over centerlederens bord«. Medarbejderne oplever det også som frustrerende, at de ikke kan drøfte den nye evalueringsrapport. Det er ærgerligt, finder de, for rapporten har faktisk flere gode pointer, som kunne bruges til at gøre arbejdet på centeret bedre. Samarbejdsproblemer Men det er ikke kun fagligheden, der er inficeret. Flere af medarbejderne - staben er på det tidspunkt på seks - fortæller repræsentanten fra Arbejdstilsynet, at de har symptomer som søvnproblemer, ulyst til at gå på arbejdet, bange, 'knude i maven'. Arbejdstilsynet vurderer efterfølgende, at det psykiske arbejdsmiljø i centeret er præget af en samarbejdskonflikt mellem centerlederen og en del af personalet. Men det er ikke hele årsagen - det har blot forstærket problemerne omkring samarbejdet, fastslår tilsynet. Nu spidser tingene til, for centerlederen og en fagkonsulent kan slet ikke med hinanden. Centerlederen beskylder fagkonsulenten for at være nævenyttig, direkte illoyal og for at blande sig i hans arbejde. Fagkonsulenten mener, at årsagen til centerets problemer skal findes i ledelsen og forvaltningen af centerets ressourcer - med andre ord: chefen. Konsulenten har meget svært ved at se, hvad centerlederen egentlig bruger tiden på og anser nytten af centeret for at være så minimal, at der reelt er tale om spild af skatteydernes penge. I maj 2002 får fagkonsulenten en skriftlig advarsel fra centerlederen, og i juli siger konsulenten selv op. Hun har nu nyt arbejde. En redaktør beslutter sig også for at forlade centeret, også hun har fået andet arbejde. Andre overvejer i efterårets og vinterens løb angiveligt også at forlade centeret. Det lille center er rigtig godt på hælene. De gode viljer holdt ikke til presset, men måske er det hverken lederen eller de ansatte, det er galt med. Erfaringerne fra Videnscenter om Alkohol og andre små centre viser nemlig, at en lille, overskuelig arbejdsplads ikke altid er så godt et arbejdsforum, som man skulle tro. Småt er ikke altid godt. Det har man nu taget konsekvensen af i Socialministeriet. Samler små centre Fra og med første halvår 2003 skal Videnscenter om Alkohol lægges sammen med en række andre små centre under Socialministeriet, som sammen skal udgøre et nyt videnscenter for socialt udsatte. Med i fusionen kommer bl.a. Procentret (prostitueredes problemer), Støttecenter mod Incest samt en række mindre sociale formidlingscentre. »Små faglige enheder er ikke altid hensigtsmæssige. Sammenlægningerne giver større centre med større fagligt volumen og synergi. Samtidig opnås administrative stordriftsfordele. Alene i kraft af det at være større øges mulighederne for mere professionalisme. Også med hensyn til personaleforhold er der fordele. Hvis tingene spidser til, kan det være svært at få løst konflikterne, når der er tale om meget små miljøer. Større enheder er naturligvis ingen garanti mod konflikter, men mulighederne for at klare problemerne er ofte bedre«, siger kontorchef i Socialministeriet, Henning Nilausen. Trods den skarpe faglige kritik fra såvel visse ansatte som Teori og Metodecenteret har Videnscenter for Alkohol ikke mistet hverken bestyrelsens eller Christiansborg-politikernes tillid. Som en del af satspuljeforliget for 2003 har centeret netop fået øget sin årlige bevilling frem til 2005 fra 3,5 til 4,5 mill. kr. Samtlige ansatte har fået tilbudt at fortsætte i jobbet efter den kommende fusionering.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























