Oprør mod socialdemokratisk fløjkrig

Lyt til artiklen

Taberne i spillet om magten i den socialdemokratiske folketingsgruppe skal passe på med at gå ud fra, at de har knap halvdelen af gruppemedlemmerne bag sig til fortsat fløjkamp. Det viser reaktioner fra nogle af dem, der stemte på taberne. »De skal i hvert fald ikke regne med mig«, siger Arne Toft (S). Indlæg i avisen Efter de seneste dages fløjsplid i Socialdemokratiet har Arne Toft sendt et debatindlæg til sin lokale avis Nordjyske. Her går han op imod billedet af S- gruppen som delt i to næsten lige store fløje. Auken-fløjen i alliance med Lykketoft-fløjen mod den gamle Nyrup-fløj - også kaldet DSU-fløjen. »Mindretallet var alle enige om, at når valget var overstået, ville vi stå 100 procent bag vores nye formand Mogens Lykketoft og den nye gruppeledelse«, skriver Arne Toft i debatindlægget. Arne Toft fortæller, at mindretallet på et møde før afstemningen i gruppen mandag morgen aftalte, at efter kampvalget skulle den nye ledelse have fuld opbakning. Uanset udfaldet af afstemningen. »Man skal kunne stole på folk. Ellers er der noget ravruskende galt. Og min eneste betingelse for at gå ind i det her var, at der skulle være enighed bagefter«, siger Arne Toft, som mener, at et kampvalg burde være en sund og demokratisk foreteelse i et parti. »Problemet for os socialdemokrater er, at hvis vi har kampvalg, så bliver det udlagt som splittelse. Hvis vi er enige, så er det pamperi. Det er altså ikke nemt«. Arne Tofts reaktion viser, at den gruppe på mellem 22 og 24, som stemte på Jan Trøjborg og Henrik Sass Larsen ved valget til gruppeledelsen mandag, er sammensat af personer med mange forskellige bevæggrunde. Det erkender Henrik Sass Larsen: »Der er jo ikke tale om en fløj, der sådan holder kongres. Vi har jo også sagt, at vi bakker den nye ledelse op«, siger han. Ikke sikkert Sass kan samle gruppen Men flere S-kilder oplyser, at Henrik Sass Larsen internt i partiet spiller åbenlyst på en forventning om, at han kan samle 45 procent af gruppen bag sig. Mindretallet bestod af kernen i Nyrup/DSU-fløjen. Andre fra mindretallet tilhører den såkaldte mellemgeneration, som føler sig sprunget over i fordelingen af gode poster. Men en del stemte også imod Lykketofts hold i mere generel protest mod, hvad de opfatter som lukket og magtfuldkommen ledelse i partiet. Mange af de utilfredse fra mindretallet kan hverken politisk eller på andre måder tilskrives en bestemt fløj i partiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her