De lovpligtige og forebyggende samtaler med alle ældre over 75 år, som kommunerne skal tilbyde to gange om året, kan indeholde mange konkrete forslag for at undgå svækkelse, men en ny undersøgelse fra Den Sociale Ankestyrelse viser, at netop de allersvageste ældre i en række kommuner snydes for besøg. »Vi har fundet kommuner, som ikke lever op til loven, fordi de ikke tilbyder den forebyggende samtale til ældre, som får praktisk og personlig hjemmehjælp. Det sker formentlig efter devisen, at kommunen allerede er repræsenteret i hjemmet, men det holder ikke«, siger fuldmægtig Iben Tornøe fra Socialministeriet. Vred minister Ministeriet vil da også straks skrive til de 34 formastelige kommuner og bedt dem rette praksis. Socialminister Henriette Kjær (K) konstaterer på baggrund af undersøgelsen: »Undersøgelsen er ikke til at tage fejl af. Nogle kommuner har problemer med tilbudet til de ældre om forebyggende hjemmebesøg. Dem tager jeg kontakt til«. Den onde cirkel Den ministerielle anmærkning i karakterbogen får hun stor opbakning til hos Ældre Sagen, hvor direktør Bjarne Hastrup peger på, at de forebyggende hjemmebesøg er en »fabelagtig god investering«. »Selv om ældre allerede får hjemmehjælp, er det jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan rettes op på nogle ting, så de ikke bliver yderligere svækket. Derfor nytter det ikke at svigte denne gruppe, og det nytter heller ikke at tro, at det forebyggende element er dækket af hjemmehjælperens besøg«, siger Bjarne Hastrup, der dog også fastholder, at også mere friske ældre skal have besøget. »De forebyggende besøg er geniale til at hindre, at den onde cirkel starter. Det er ofte ganske små ting, der skal til for at hindre, at sygdom, svækkelse og indlæggelser får magten«, siger han. Skal henvende sig direkte til de ældre Ældre Sagen undersøgte tidligere på året kommunernes håndtering af lovens krav om hjemmebesøg, og her fik ikke mindst måden at annoncere tilbuddet på kritik. Kommunerne må ikke nøjes med en annonce i avisen eller et opslag på rådhuset, men skal skrive personligt til de ældre. Den del af forpligtelsen er kommunerne blevet gode til, viser den seneste undersøgelse. Til gengæld er der 32 kommuner, som halverer opgaven ved kun at tilbyde ét årligt besøg i modsætning til lovens krav om to. Ringe videnindsamling Samtidig peger Den Sociale Ankestyrelse på, at kommunerne i alt for ringe grad bruger de indhentede oplysninger hos de ældre. Over 100 kommuner indsamler slet ikke systematisk viden fra samtalerne, og det undrer Iben Tornøe fra Socialministeriet: »Både i forhold til den enkelte og mere generelt er det underligt, at kommunerne ikke bruger samtalerne. Når den kommunale medarbejder sidder der næste gang, er det jo rart at kunne følge op for at se, hvilke forebyggende tiltag der har virket. Generelt har kommunerne jo via samtalerne adgang til mange informationer om hvilke tiltag i form af ældreaktiviteter, kommunen har glæde af - eller helt mangler«. Ry Nielsen: 'Relativt små problemer' Set med kommunale øjne afdækker undersøgelsen relativt små problemer, som borgmester Vagn Ry Nielsen (S), formand for Kommunernes Landsforenings socialudvalg formulerer det. »Vi ser gerne reglerne justeret, så kommunerne ikke var forpligtet til at give alle ældre over 75 år tilbuddet om en samtale. Vi så hellere en mere målrettet indsats, hvor vi kunne koncentrere indsatsen om de truede, sårbare ældre«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























