S advarer mod missilskjold

Lyt til artiklen

Efter mere end 10 år med bred enighed om Danmarks sikkerhedspolitik er der lagt op til nye fronter i sagen om det amerikanske missilskjold. Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kalder missilskjoldet »et fredens projekt«, advarer Socialdemokraterne om, at missilskjoldet slet ikke er det rigtige svar på truslen om terror og spredning af atomvåben. I dag vil udenrigsminister Per Stig Møller under et besøg hos sin amerikanske kollega, Colin Powell, modtage en officiel amerikansk anmodning om lov til at opgradere Thulebasen. S er skeptiske »Vi er meget, meget skeptiske over for, om missilskjoldet på nogen måde skulle modsvare de trusler, vi står over for i verden i dag. Når det handler om terrorisme og masseødelæggelsesvåben ville det være meget mere nærliggende at styrke traktaten om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben«, siger Jeppe Kofod. Dermed er der lagt op til et skarpt opgør, inden regeringen om nogle måneder afgør, om Danmark vil give USA lov til at benytte Thulebasen som et led i et kommende missilforsvar. USA's præsident, George W. Bush, meddelte tirsdag, at den første del af missilforsvaret vil være i funktion allerede i 2004. »Iværksættelsen af missilforsvar er et afgørende element i vores generelle anstrengelser for at omforme vores forsvars- og afskrækkelsespolitik, så de modsvarer de trusler, vi står over for«, hed det i en erklæring fra præsident Bush, som lovede at inddrage USA's allierede i arbejdet. Rumsfeld: Endnu ikke færdigudviklet USAs forsvarsminister, Donald Rumsfeld, erkendte tirsdag, at det amerikanske nationale missilforsvarssystem, som præsident George W. Bush vil have opstillet fra 2004, endnu ikke er færdigudviklet. »Jeg kan lide følelsen og ideen om at opstille noget på land, på vand og i luften og langsomt vænne sig til at anvende og teste det - og dermed også lære at kende systemet«, sagde Rumsfeld ved et pressemøde i Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium. Første del af missilforsvaret kommer til at bestå af 10 forsvarsmissiler, som placeres i Alaska, og som ikke bærer sprængladninger, men som skal kunne ramme og ødelægge angribende raketter. Radarstationen i Thule er nødvendig for at registrere den angribende raket og beregne dens rute. Udenrigsmininsteren: Vi har ikke lagt os fast Udenrigsminister Per Stig Møller understreger, at regeringen ikke har lagt sig fast på forhånd. »Vi har en fri debat uden pres. Og den debat går ud på, om det er en fordel for freden og for vores sikkerhed, at vi får lavet et missilskjold«, siger udenrigsministeren. Han erkender, at man kan diskutere, hvorvidt missilskjoldet overhovedet nytter i kampen mod moderne terrorisme. »Er lastbilen fuld af bomber farligere end missiler? Ja, det er den i morgen, men hvad med om 10 år - det her tager jo lang tid at få bygget op. Der må man prøve at se på trusselsbilledet. Man skal beskytte sig imod det, man kan beskytte sig imod, men man skal også overveje, om omkostningerne er for store i forhold til risikoens realitet«, siger Per Stig Møller. Også forholdet mellem Danmark og Grønland kan blive belastet af den forestående missildebat. Det nyvalgte hjemmestyre i Nuuk vil benytte anledningen til at kræve større selvstændighed, men det er regeringen ikke indstillet på, selv om den lover at inddrage Grønland, inden der træffes en beslutning. Hos Socialdemokraterne kan sagen føre til intern debat - fhv. forsvarsminister Jan Trøjborg opfordrer partiets nye ledelse til at gå positivt ind i debatten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her