15 anholdt under demonstration i København

Lyt til artiklen

I alt 15 personer blev lørdag anholdt i forbindelse med nogle småsammenstød mellem politi og demonstranter i København. Langt de fleste blev anholdt for overtrædelse af maskeforbudet og for flaskekast, oplyser politiet. De 15 sad lørdag aften stadig anholdt, men vil formentlig blive løsladt i løbet af natten eller søndag. Demonstrationerne lørdag samlede op mod 6.000 mennesker rundt i København. Betjente virkede som rød klud På hjørnet, hvor Vesterbrogade mødes med Frederiksberg Allé, kørte politiet pludselig meget tæt på demonstranterne, og betjente blandede sig i mængden med aktivisterne. En handling, der virkede som en rød klud på de demonstrerende. Men da anarkisterne var kommet halvvejs ind ad Vesterbrogade mod centrum, begyndte nogle af dem at kaste flasker mod politiets hollændervogne, der spærrede sidegaderne. Og så gik det stærkt. Kampklædte betjente, der ellers havde holdt sig på afstand, myldrede frem og pakkede hele demonstrationen ind, skulder ved skulder. Over højttalere meddelte politiet, at flaskekastere og folk, der overtrådte maskeringsforbuddet ville blive anholdt. Og der var ingen pardon. Mens politiet i løbet af dagen havde set gennem fingre med de få, der tog masker på, blev forbuddet nu håndhævet benhårdt. De kampklædte betjente trænge flere gange hurtigt og voldsomt ind midt i demonstrationen for at trække maskerede personer ud, der blev slæbt væk til nærmeste politibil. Stop Volden-guider blev stoppet De gulklædte Stop Volden-guider, der under demonstrationen flere gange gik mellem demonstranterne og politiet, fik forbud mod at optræde som "buffere". Det skabte stor frustration hos guiderne, der forgæves forsøgte at argumentere mod beslutningen overfor betjentene. Ved 18-tiden nåede demonstrationen Nørreport og fik tilsyneladende lov til at fortsætte videre på egen hånd mod Israels Plads uden det massive politiopbud på flankerne. Herefter opløstes demonstrationen. »Vi vil næppe fremstille nogen af dem i grundlovsforhør. Det er overtrædelserne ikke alvorlige nok til«, siger vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch. Italienere stadig i Vestre Fængsel Fem af de seks italienere, der natten til fredag blev anholdt, var lørdag aften endnu ikke løsladt. De er tilbageholdt i henhold til udlændingeloven, mens de danske myndighederne undersøger, om de kan sendes ud af landet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her