Socialdemokraternes nye formand Mogens Lykketoft var endnu sent i aftes i gang med at lægge den kabale, der skal sikre magtbalancen mellem partiets fløje i den nye ledelse af folketingsgruppen. Alt tegner til en fredsløsning, når gruppen skal vælge ny ledelse i dag. Mogens Lykketoft selv bliver parlamentarisk leder, men han vil ikke som Poul Nyrup Rasmussen også sætte sig på gruppeformandsposten. Gjellerup bliver gruppeformand Ny gruppeformand bliver Pia Gjellerup, mens Frank Jensen får posten som politisk ordfører. Den ene af de to næstformandsposter ventes at gå til Pernille Blach Hansen, mens Henrik Dam Kristensen står til at få den anden. Men ifølge Politikens oplysninger har Henrik Dam Kristensens støtter - den gamle Nyrup-fløj - krævet mere. Den fløj føler, at Auken-fløjen får for meget med både Frank Jensen og Pernille Blach Hansen i gruppeledelsen. Sass møder modstand Henrik Dam Kristensen er gået efter at få Henrik Sass Larsen med ind i gruppeledelsen. Men det anses af flere kilder i gruppen for usandsynligt. Både fordi Henrik Sass Larsen møder voldsom modstand i Auken-fløjen, og fordi der ikke er en formel post til ham i gruppeledelsen. Hidtil har Nyrup været både partiformand og gruppeformand. Den post bliver nu delt. Den femte plads i gruppeledelsen har indtil nu været gruppesekretæren. Men gruppesekretærens opgaver vil fremover ligge hos gruppeformanden, og desuden vil ingen af de unge være gruppesekretær, som er en fortrinsvis administrativ tjans. Til gengæld ventes Henrik Sass Larsen at få tilbudt den attraktive post som ny finansordfører efter Pia Gjellerup. På den post kan partiledelsen teste, om Sass - der i sommer var Nyrups bud til politisk ordfører - har det fornødne politiske talent og håndværk. Flere kilder opfatter en pæn del af kritikken mod Lykketoft på den ekstraordinære kongres lørdag som et led i kampen om posterne i gruppen. De finder det påfaldende, at forholdsvis mange af de hårdeste kritikere kom fra de kredse, hvor Jan Trøjborg, Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen er opstillet. »Men hvis strategien var at true sig til flere poster, så kan det nemt få den modsatte effekt«, mener en kilde, som på linje med flere andre forventer, at mistanken om aftalt spil på kongressen vil få Lykketoft og Auken-fløjen til endnu mere hårdnakket at nægte at give den gamle Nyrup-fløj mere. Uddannelsespost ventes at gå til Carsten Hansen På Auken-fløjen mener man også, at den samlede ledelse skal med ind i billedet, når fløjene gøres op. For frem over vil også partiets organisatoriske ledelse med de to næstformænd og partisekretæren deltage i den daglige ledelse. Her regnes næstformand Bent Hansen for at tilhøre Auken-fløjen, mens næstformand Lotte Bundsgaard tilhører den gamle Nyrup-fløj, og partisekretær Jens Christiansen var Nyrups opfindelse, men også har opbakning fra Lykketoft. Også posten som uddannelsesordfører bliver ledig efter Frank Jensen. Den har både Lotte Bundsgaard og Carsten Hansen lagt billet ind på. Posten ventes at gå til Carsten Hansen, som har kørt tæt parløb med Frank Jensen under folkeskoleforhandlingerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























