Rimglatte veje gav til morgen travlhed hos politiet flere steder i landet. Adskillige biler kørte galt på den glatte fynske motorvej og på strækningen fra Lillebæltsbroen til Skærup syd for Vejle. Ingen personer kom dog alvorligt til skade ved uheldene. Vagtchef i Vejdirektoratets Trafikinformationscenter, Torben Holm Hansen, oplyser, at man har registreret seks-syv uheld i området. Både ambulancer, kranbiler og skiltevogne blev sendt ud for at hjælpe politiet med at rydde op. Ved 10-tiden var alle uheldsstederne ryddet, og der var igen fri passage for trafikken, men DMI advarede fortsat om risiko for rimglatte veje. Også i Varde politikreds gav de glatte veje problemer, og her måtte politiet rykke ud til tre færdselsuheld, oplyser vagthavende.
Flere biluheld på glatte veje
Lyt til artiklen