Politiet skal gå varsomt frem over for demonstranter under topmødet - også selv om der bliver kastet med sten og flasker. Det viser en afgørelse fra Statsadvokaten for København, der netop har givet Københavns politi en næse for at have tilbageholdt og kropsvisiteret 30-40 aktivister efter en demonstration for to år siden. Under demonstrationen dengang blev der kastet med flasker, afbrændt en dukke samt ødelagt et sidespejl på en af politiets biler. Senere et andet sted i byen omringede politiet en gruppe af demonstranterne for at finde gerningsmændene. Demonstranterne blev identificeret, kropsvisiteret og tjekket i kriminalregisteret. Politiets fremfærd ulovlig Men politiets fremfærd var ulovlig, fastslår statsadvokat Karsten Hjorth, som skriver, at Københavns politi hverken havde saglig begrundelse eller lovhjemmel til at gennemføre tilbageholdelsen og kropsvisitationen. Karsten Hjorth indskærper samtidig, at politiet først må kropsvisitere folk, hvis de med rimelighed er mistænkt for en lovovertrædelse. »I nærværende sag blev de fleste af de visiterede overhovedet ikke sigtet for noget som helst, og der var heller ikke nogen rimelig grund til at tro, at netop de visiterede kunne mistænkes for at have begået de pågældende lovovertrædelser«, skriver han. Lignende sag søndag Søndag morgen opstod en lignende sag. En bus med 39 aktivister på vej hjem fra Sverige blev stoppet i Helsingør. Ifølge aktivisterne blev alle anholdt, identificeret og kropsvisiteret under et massivt politiopbud, uden at politiet ville sige hvad de var sigtet for. Tre af aktivisterne blev bidt af politihunde. Efter to timer fik bussen lov til at køre videre. Lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, tror ikke, at statsadvokatens afgørelse får indflydelse, hvis det brænder på under topmødet: »Næsen bliver jo først uddelt på et langt senere tidspunkt og den får normalt ikke betydning for de ansvarlige politifolk«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























