EU vil vide mere om hormoner

Lyt til artiklen

Legetøj, kosmetik, fødevarer og plastemballage kan indeholde hormonstoffer, der udvisker skellet mellem hanner og hunner hos dyr, men hvordan de påvirker mennesker, er stadig uklart. For at få svar på en stribe komplicerede spørgsmål i krydsfeltet mellem natur, mennesker og stoffer, søsætter EU nu et storstilet forskningsprojekt, EDEN. Budgettet over fire år bliver på knap 100 millioner kroner, og 22 institutioner - herunder Rigshospitalet og Fødevaredirektoratet fra Danmark - skal deltage. Det kemiske mix Dr. Andreas Kortenkamp fra University of London, der koordinerer EDEN, siger, at forskerne blandt andet vil undersøge det kemiske mix, mennesker og dyr indtager. »Vi udsættes aldrig kun for et enkelt stof«, siger Andreas Kortenkamp og påpeger, at myndighederne, når de vurderer stoffers virkning på forsøgsdyr, analyserer et ad gangen. Et andet emne bliver, at effekter på dyr ikke nødvendigvis går igen som effekter hos mennesker. På et pressemøde på Rigshospitalet i går var de fremmødte forskere ikke i tvivl om, at visse kemikalier har hormonforstyrrende virkning på for eksempel snegle, fisk, fugle og dyr. Under mistanke for at virke hrmonforstyrrende Tvekønnede dyr kan være slemt nok i sig selv, men for at hjælpe myndighederne med at lovgive om kemikalier er det nødvendigt at udvikle metoder, der kan slå bro fra forsøg med dyr til konsekvenser for mennesker - ufødte såvel som børn og voksne. Hormonforstyrrende stoffer er under mistanke for at forringe sædkvalitet, forhindre testikler i at falde ned i pungen, fremprovokere brystkræft og stå bag sygdommen endometriose, der kan gøre det svært for kvinder at få børn. Omkring 170 forskere fra hele verden har i tre dage været samlet på Rigshospitalet for at opsummere, hvad man ved. En af dem, professor John Sumpter fra Brunel University i London, peger på, at stort set alle kemikalier før eller siden ender i vandmiljøet, og at det derfor af hensyn til dyr og mennesker er relevant i EDEN-projektet at se på konsekvenser i floder, søer og have. Floder med syge fisk John Sumpter oplyser, at det i nogle engelske floder er umuligt at finde normale fisk. Naturlige kvindelige kønshormoner og nogle syntetiske fra p-piller spiller utvivlsomt en stor rolle, mener John Sumpter i lighed med Miljøstyrelsen. Derfor handler det om at bygge renseanlæg og gøre de eksisterende mere effektive. »Der er ingen undskyldning for som Bruxelles ikke at have et renseanlæg«, supplerer professor Åke Bergman fra universitetet i Stockholm. Åke Bergman kan ud fra analyser af brystmælk se, at de gamle kemiske forbindelser som dioxiner og pcb, der både er giftige og hormonforstyrrende, stadig cirkulerer. Efter års fald i koncentrationerne ligner det nu stagnation, hvilket tyder på, at disse stoffer skal bedømmes over en meget lang periode. »Og nu bygger vi et par nye stoffer ind i dette 100-års perspektiv. Har vi lært noget«, spørger Åke Bergman med tanke på bromerede flammehæmmere, der findes i nogle computere, tv-apparater og andre former for elektronik. Nogle, men ikke alle, typer bromerede flammehæmmere er stærkt skadelige. Det samme gælder for nogle, men ikke alle, plastblødgørende ftalater. Flammehæmmere og ftalater er en del af den kemiske cocktail, mennesket indtager, og som EDEN skal undersøge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her