Mere magt til skolebørns forældre

Lyt til artiklen

Med det nye skoleforlig får landets skolebestyrelser mere magt end nogensinde før. På to centrale områder kan de forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen fremover blokere for byrådets beslutninger. Det gælder muligheden for at etablere fælles skoleledelse og muligheden for at lægge børnehaver sammen med skoler. Begge ordninger kører i dag som forsøg, men bliver ophøjet til lov fra næste skoleår. I begge tilfælde skal kommunalbestyrelsen dog have grønt lys fra deres lokale skolebestyrelser. Kan kaldes en styrkelse Forældreorganisationen Skole og Samfund tolker det som en »klar styrkelse af skolebestyrelsernes kompetence«, og forventer, at flere forældre vil gå ind i skolearbejdet. »Kommunalbestyrelsen kan ikke længere træffe beslutninger uden om os, og det er yderst tilfredsstillende. Det sender også det signal, at det er vigtigt at sidde med ved bestyrelsesbordet«, siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Skole og Samfund. Får vetoret Kommunernes Landsforening (KL), derimod, anklager forligspartierne for »ansvarsforflygtigelse«. I sommer indgik KL en økonomisk aftale med regeringen, hvor de blev lovet mere bevægelsesfrihed netop omkring skolernes ledelsesforhold. »Jeg kan ikke læse teksten anderledes, end at skolebestyrelserne får en vetoret over kommunalbestyrelsen og bare kan sidde og bestemme uden at have ansvaret for økonomien. Det er bestemt ikke rimeligt«, siger Bjørn Dahl (V), borgmester i Roskilde og formand for KL's Børne- og Kulturudvalg, der nu vil nu rejse sagen for sin partifælle, undervisningsminister Ulla Tørnæs. Hun fastslår, at »det stadig er en kommunal ret at etablere skolestrukturen«, men at forældrene har krav på indflydelse. »Skolebestyrelserne får ikke initiativretten, men da vi lægger vægt på et tæt samarbejde mellem skole og hjem, er det vigtigt, at de bliver inddraget i hele processen«, siger Ulla Tørnæs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her