Udenrigsministeriet gav i løbet af sommeren oplysninger til de danske udlændingemyndigheder om, at en del af de psykisk syge flygtninge fra Kosova, der var i Danmark, kunne behandles med medicin i den jugoslaviske provins. Det gav myndighederne anledning til en ny række tvangshjemsendelser, oplyste integrationsminister Bertel Haarder under et åbent samråd i Folketingets Integrationsudvalg tirsdag aften. Men oplysningerne fra Udenrigsministeriet er i strid med meldingerne fra både FN's mission i Kosova, UNMIK, og FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Strider mod informationsprojekt Og de er heller ikke i overensstemmelse med budskabet i et svar fra KIP - Kosovo Information Project - der indsamler oplysninger om forholdene i Kosova, og som så sent som i april i år orienterede de danske myndigheder om muligheder for behandling af psykisk syge. Alligevel fastholder Bertel Haarder, at Danmark ikke kunne drømme om at sende psykisk syge flygtninge tilbage, uden at de kan få den nødvendige behandling. »Vi sender ikke psykisk syge hjem, hvis de lider af en sygdom, som kræver en speciel behandling, der ikke er tilgængelig i Kosovo«, sagde integrationsministeren. PTSD ikke alvorligt nok Han fastslog, at posttraumatisk stress (PTSD) ikke er en tilstrækkelig alvorlig lidelse til at kunne medføre opholdstilladelse i Danmark. Og ministeren understregede, at UNHCR ikke har oplyst, at PTSD-ofre er en del af den gruppe af alvorligt psykisk syge, som man har bedt de vestlige lande om ikke at sende tilbage. Men UNHCR's såkaldte protection officer i Kosova, Takayuki Ueno, afviser den danske udlægning. »Vi taler om generelt psykisk syge, også dem med PTSD«, siger han. Haarder overvejer at tage kontakt På spørgsmålet om han nu vil tage kontakt til UNHCR i Kosova for at være sikker på, hvad de mener, sagde Bertel Haarder efter samrådet tirsdag: »Det må vi overveje«. Danmark er i forvejen raget uklar med de lokale FN-myndigheder i Kosovas hovedstad Pristina, fordi Danmark har sendt psykisk syge personer tilbage. UNMIK har siden slutningen af august afvist at tage imod danske hjemsendelser, fordi der ikke er behandling til psykisk syge. Beskyldning om vildledning Alligevel har Haarder i et svar til Folketinget 1. november skrevet, at Danmark ikke udsender »alvorligt psykisk syge kosovo-albanere, der ikke kan få behandling i Kosovo«. Det fik flere udlændingeordførere til at beskylde ministeren for at give vildledende oplysninger. »Det er meget problematisk, hvis vi i en længere periode har en diskussion kørende med FN om, hvem vi kan sende tilbage. Specielt når vi tænker på, at det især var de dårligst stillede, vi oprindeligt tog imod. Det kan virke, som om at når mediernes bevågenhed er væk, så handler det om at få dem sendt hjem hurtigst muligt«, sagde Elsebeth Gerner Nielsen (R).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























