Juraprofessor advarer mod reform

Lyt til artiklen

Der kan være ganske gode grunde til at bevare den politiske kontrol med anklagemyndigheden. Det mener juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet. »Hvis anklagemyndigheden rejser tiltale, bliver sagen jo afgjort ved domstolene, som er uafhængige. Men hvis der ikke rejses tiltale, så har man den politiske mulighed for at insistere, og det er faktisk udmærket. Der kan undtagelsesvis være sager, hvor folk faktisk gerne vil have en sag for domstolene, fordi de ønsker at blive renset for en mistanke, eller hvor befolkningen stiller sig skeptisk over for en henlæggelse af en sag«, siger Eva Smith. Mens anklagemyndigheden i de fleste af vores nabolande er uafhængig af det politiske system, så har justitsministeren i Danmark til enhver tid ret til at blande sig i sager, der behandles af en politimester, statsadvokat eller rigsadvokaten. Men muligheden benyttes stort set aldrig, og på den baggrund anbefalede rigsadvokat Henning Fode torsdag, at anklagemyndigheden også formelt bliver uafhængig. Pres var nyttigt Men Eva Smith mener, det kan være fornuftigt at bevare muligheden for at lægge pres på anklagemyndigheden. Hun peger på skandalen om den færøske trawler 'Skalafjall' i 1996, hvor rigsadvokat Henning Fode undlod at appellere en frifindelse for overbelåning. Her var det efter Eva Smiths opfattelse nyttigt med politisk pres på anklagemyndigheden, som endte med at appellere afgørelsen - sagen blev dog afvist af domstolene, fordi fristen var udløbet. »Men man kunne godt overveje et system, hvor det skal lægges offentligt frem, når justitsministeren har blandet sig i en sag - det kan være en meget god idé«, siger Eva Smith. Afvisning fra justitsminister Foreløbig har justitsminister Lene Espersen (K) afvist at fjerne den politiske kontrol med anklagemyndigheden. Men sagen vil rumle på Christiansborg i de kommende måneder, fordi et flertal af Folketingets partier vil undersøge sagen nærmere. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, vil ligesom de radikale og socialdemokraterne se nærmere på sagen. »Spørgsmålet behøver ikke nødvendigvis være afgjort med justitsministerens udmelding. Vi er jo efterhånden vant til, at hver gang munden åbnes i Justitsministeriet, så lyder der et nej«, siger Jens Rohde til Ritzau. Den radikale retsordfører, Elisabeth Arnold, bebuder, at seminarer og høringer om anklagemyndigheden i løbet af foråret skal holde sagen på den offentlige dagsorden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her