Færre asylansøgere søger om visum

Lyt til artiklen

Det vakte opsigt, da tre ghanesere i sidste måned stak af efter et kursusophold hos Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. Under dække af at være idrætsudøvere lykkedes det dem at komme ind i Europa på et lovligt visum. Ingen ved i dag, hvor de er. Men antallet af udlændinge, der misbruger de danske visumregler, er rent faktisk faldende, viser en ny rapport fra Integrationsministeriet. Ifølge Ritzaus Bureau har foreløbig 240 personer med indrejsevisum søgt om asyl i Danmark, mens tallet sidste år lå på 517. Haarder afviser DF Dansk Folkeparti mener, at tallet stadig er alarmerende højt og kræver en stramning af visumreglerne. Det afviser flygtningeminister Bertel Haarder (V): »Vi har allerede justeret vores visumliste ud fra misbrug. Hvis vi opdager, at menneskesmuglere fra et bestemt land udnytter visumreglerne, så bliver landet sat op i en højere risikokategori. Men samtidig må det være muligt i en stadig mere globaliseret verden at rejse fra land til land«, siger Bertel Haarder. Mulighed for afslag En højere risikokategori betyder, at de danske myndigheder i særlig grad skal undersøge visumansøgerne og vurdere, om hensigten med deres besøg i Danmark virkelig er den, de pågældende oplyser. For at øge effektiviteten overvejer Bertel Haarder at gøre det muligt for Danmarks ambassader at kunne afslå visumansøgninger. I dag kan ambassaderne udstede et visum. Men er der tvivl om, hvorvidt der kan gives visum, skal ansøgningen sendes til Udlændingestyrelsen, der som den eneste myndighed kan afslå en visumansøgning. »De danske repræsentationer har ofte et bedre overblik over, hvem der er i risikogruppe. Men det skal selvfølgelig fortsat være muligt at klage over et afslag til Udlændingestyrelsen«, siger Bertel Haarder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her