Sakajevs russiske tolk skiftes ud

Lyt til artiklen

Politiken kunne i dag afsløre, at en tolk med forbindelse til den russiske ambassade i København i fire uger har oversat og overhørt alle samtaler og retsmøder med den fængslede tjetjener Akhmed Sakajev, som russerne kræver udleveret. Men nu skiftes tolken ud. Det blev resultatet af et møde i eftermiddag mellem tjetjenerens to forsvarere og politiet, oplyser kriminalinspektør Kurt Jensen fra Københavns Politi. Leder efter ny tolk »Vi blev enige om, at vi ikke kan leve med alt det røre, der har været om tolken. Men det er vigtigt for os at understrege, at hverken Sakajev selv, anklagemyndighed, forsvarere eller politi har noget som helst at udsætte på ham eller hans arbejde«, siger Kurt Jensen til Ritzau. »Alle er meget tilfredse med kvaliteten af hans arbejde«, tilføjer han. Politiet er i øjeblikket i gang med at lede efter en ny tolk, der kan oversætte Akhmed Sakajevs fortrolige samtaler med sine advokater og andre. Forbindelse til ambassade afsløret Der blev rejst tvivl om tolkens integritet efter Politiken i dag afslørede hans forbindelse til den russiske ambassade. Tolken har via sin hustrus ansættelse på Det Russiske Center for Videnskab og Kultur forbindelse til Ruslands ambassade i København. Hustruens chef er nemlig førstesekretær på ambassaden. Tolken har oversat alle samtaler, som politiet, forsvaret eller gæster har haft med Sakajev. Han har samtidig deltaget og tolket ved retsmøder, der er blevet lukket for offentligheden af hensyn til fremmede magter. Ingen kendte forbindelse Men tilsyneladende kendte ingen - hverken Sakajevs to forsvarere eller Københavns Politi - til forbindelsen til den russiske ambassade, før Politiken henvendte sig. »Vi har valgt ham ud fra den tolkeliste, som Rigspolitiet har. Vi tog bevidst en tolk med et dansk navn for at undgå problemer. Jeg har aldrig hørt om, at konen skulle være ansat under russerne. Det troede jeg, man havde taget højde for i forbindelse med tolkegodkendelsen. Men han bliver selvfølgelig fjernet fra sagen, hvis forsvaret ønsker det«, siger Kurt Jensen til Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her