Aldrende olietanker regelmæssig gæst i Østersøen

Lyt til artiklen

Den berygtede olietanker, Byzantio, som franske og spanske myndigheder frygter kan forårsage en ulykke i stil med oliekatastrofen ved den spanske kyst, har sejlet gennem dansk farvand seks gange i løbet af det seneste år. Olietankeren forlader sandsynligvis igen havnen i Tallin torsdag eller fredag - denne gang med 53.000 tons olie i lasten og med kursen mod Singapore. Ruten går tværs gennem dansk farvand. Samme slags olie som i Prestige Det 26 år gamle skib minder på mange måder om Prestige, der i forrige uge brækkede midt over og nu ligger på bunden af Atlanterhavet med omkring 70.000 tons olie i tankene. Byzantio er ligesom Prestige bygget i 1976, det er enkeltskroget og har på grund af sikkerhedsmangler været tilbageholdt af myndighederne. Ydermere består lasten af præcis den samme type svære olie, som Prestige sejlede med. Søfartsstyrelsen vil ikke reagere De mange sammenfald mellem Prestige og Byzantio har fået alarmklokkerne til at ringe hos Søfartsstyrelsen. Her følger underdirektør Hans Christensen situationen omkring Byzantio nøje men er foreløbigt ikke bekymret over udsigten til at lade Byzantio sejle gennem danske farvande. »Byzantio har været gennem en såkaldt 'port state control' i Rotterdam for bare en uge siden, og vi har stor tiltro til, at de hollandske myndigheder har gjort deres arbejde ordentligt, og at der intet sikkerhedsmæssigt er at komme efter. Vi har derfor ikke grundlag for at standse skibet og foretage vore egne undersøgelser«, siger Hans Christensen. Bygget til A.P. Møller Byzantio er en god bekendt af Danmark. Ikke alene har det sejlet gennem Storebælt med olie i lasten seks gange i år, skibet blev oprindeligt bygget til A.P. Møller og sejlede i mange år for rederiet. Efter bygningen ved det norske værft Kaldnes i 1976 blev det navngivet Jessie Mærsk. Senere kom det langtidschartret til det britiske forsvar og lå udfor den lille britiske atlanterhavsø Ascension. I 1999 skiftede skibet navn et par gange og endte med navnet Byzantio og ejet af rederiet Aegean.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her