Tvivl om bevis mod hærchef

Lyt til artiklen

På et retsmøde i Østre Landsret blev der torsdag sat spørgsmålstegn ved et af de centrale dokumenter i sagen mod den tidligere irakiske hærchef Nizar al-Khazraji. Anklagemyndigheden for Særlige Internationale Forbrydelser sigtede i sidste uge hærchefen for krigsforbrydelser i henhold til Genèvekonventionen. Beskyldt for sjusk Torsdag blev sigtelsen fastholdt, selvom hærchefens advokat Anders Josefson beskyldte anklagemyndigheden for at sjuske med beviserne. En politirapport dateret 13. november viser nemlig, at et af de helt centrale dokumenter formentlig ikke er oversat korrekt. Alligevel valgte statsadvokat Birgitte Vestberg at bruge dokumentet under retsmødet i Sorø, hvor hærchefen blev varetægtsfængslet cirka en uge senere. »Det er mig ubegribeligt, at anklagemyndigheden bruger dokumenter, som viser sig ikke at være helt korrekte. Jeg vil kalde det for ren og skær sjuskeri«, sagde Anders Josefson. Ulæseligt dokument Dokumentet er en blandt flere ordrer til hærchefens daværende kompagni om at udføre massakrer i landsbyer i Irak i 1987. Ifølge Anders Josefson fremhæver en tolk i politirapporten, at dokumentet er »ulæseligt«. »Måske findes der flere af de samme ordrer med forskellig ordlyd, og nu skal vi have dem oversat af flere tolke«, sagde Birgitte Vestberg, der samtidig understregede, at hun ikke havde set politirapporten, før Anders Josefson fremlagde den i går. Østre Landsret har udbedt sig betænkningstid indtil i dag, hvor de vil stadfæste, om hærchefen fortsat skal blive i sit i hjem i Sorø under politibevogtning. Hvis kravet om såkaldt surrogatvaretægtsfængsling ophæves, kan hærchefen frit rejse ud. Til Saudi-Arabien I sidste uge kom det frem, at hærchefen via Rigspolitiet har bedt om udrejse til Saudi-Arabien. Det ønske gentog hærchefen i går. »Jeg vil tilslutte mig oppositionsgrupper i Nordirak i kampen for at vælte Saddam Hussein. Det har været mit mål hele livet«, sagde han i Østre Landsret. Birgitte Vestberg siger, at anklagemyndigheden har mistanke om, at hærchefen dermed vil forsøge at unddrage sig den videre retsforfølgning. »Hvis han rejser ud, kan han ikke komme hjem til Danmark igen. Og samtidig har al-Khazraji med syvtommersøm i dag fastslået, at han er mere end parat til at rejse«, sagde hun. Birgitte Vestberg afviste samtidig forlydender om, at hærchefens tolk, som er blevet brugt under de to retsmøder i byretten og Østre Landsret, skulle være et højtstående medlem af Saddam Husseins Baath-parti. »Tolkens navn er slet ikke det samme navn, som har været fremme«, sagde hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her