Hærchef skal forblive i husarrest

Lyt til artiklen

Den tidligere irakiske hærchef, Nizar al-Khazraji, skal forblive i husarrest og må ikke forlade Danmark. Det bestemte Østre Landsret i dag. Østre Landsret udbad sig under gårsdagens retsmøde i sagen betænkningstid indtil i dag. Med afgørelsen blev sidste uges kendelse fra retten i Sorø stadfæstet. De tre dommere i Østre Landsret fandt ligesom byretten i Sorø, at der er begrundet mistanke om, at hærchefen har begået de krigsforbrydelser, han er sigtet for. Dermed er betingelserne for varetægtsfængsling stadig opfyldt frem til fristen den 17. december. Tvivl om bevis Anklagemyndigheden for Særlige Internationale Forbrydelser sigtede i sidste uge hærchefen for krigsforbrydelser i henhold til Genèvekonventionen. Men på retsmødet i går i Østre Landsret blev der sat spørgsmålstegn ved et af de centrale dokumenter i sagen mod den tidligere irakiske hærchef. En politirapport dateret 13. november viser nemlig, at et af de helt centrale dokumenter formentlig ikke er oversat korrekt. Dokumentet er en blandt flere ordrer til hærchefens daværende kompagni om at udføre massakrer i landsbyer i Irak i 1987. Ifølge hærchefens advokat, Anders Josefson, fremhæver en tolk i politirapporten, at dokumentet er »ulæseligt«. »Måske findes der flere af de samme ordrer med forskellig ordlyd, og nu skal vi have dem oversat af flere tolke«, sagde statsadvokat Birgitte Vestberg. Sigtet for krigsforbrydelser Tirsdag i sidste uge blev den tidligere hærchef i al hast arresteret i sin lejlighed i Sorø og fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for at have deltaget i planlægningen af giftgasangreb på tusindvis af kurdere og udryddelse af hele landsbyer i Irak i løbet af 1980'erne. Anklagemyndigheden for Særlige Internationale Forbrydelser sigtede ham formelt for krigsforbrydelser i henhold til Genèvekonventionen. Havde bedt om at rejse Årsagen til anholdelsen og den formelle sigtelse var, at han havde anmodet om at rejse til Saudi-Arabien, og Rigspolitiet formelt ikke havde mulighed for at nægte ham udrejse. Surrogatfængslingen betyder, at han har afleveret sine rejsepapirer og indvilget i at være under tilsyn af dansk politi. Til gengæld kan han så blive boende i sin lejlighed i Sorø sammen med sin familie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her