Landets psykologer og psykiatere slår nu alarm, fordi alvorligt psykisk syge flygtninge tvinges hjem. Danmark har i en lang række tilfælde afvist at give opholdstilladelse til flygtninge, der ifølge sundhedsfaglige erklæringer er ude af stand til at tage vare på eget liv og er i overhængende fare for at begå selvmord. På et protestmøde i Århus onsdag aften vil ca. 20 behandlere, der er tilknyttet Røde Kors, drøfte deres frustration over, at de danske myndigheder tilsidesætter deres sundhedsfaglige ekspertise. »Det er ganske alvorligt. Min samvittighed er så klemt, at jeg er nødt til at gøre noget«, siger psykiater Ole Helbo, en af landets mest erfarne behandlere af flygtninge og asylsøgere. Stort problem Overlæge på psykiatrisk afdeling på Horsens Sygehus, Thomas Morin, arbejder en dag om måneden for Røde Kors. Det er i den forbindelse, at han skriver erklæringer på udlændinge. »Vi er nødt til at understrege, at her er et stort problem, som har brug for offentlig bevågenhed. Jeg har det dårligt med erklæringerne. Jeg kan skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor dårligt en patient har det, og alligevel bliver de sendt hjem én efter én«, siger lægen. Psykolog Leif Grundahl fra Århus er en af initiativtagerne til dagens møde, som han håber i første omgang kan føre til en dialog med Udlændingestyrelsen. »Vi ser mennesker, der bliver sendt ud, hvor det er aldeles utilstedeligt. Vi vil gerne have, at man tager vores udtalelser alvorligt. Vi gør det ikke for sjov, og nu er vi nået til et punkt, hvor min etik og moral ikke kan følge med længere«, siger Leif Grundahl. Humanitær mulighed Ifølge den danske udlændingelov kan der gives humanitær opholdstilladelse til personer, der ikke er forfulgte i deres hjemland, men som for eksempel af helbredsmæssige grunde alligevel ikke kan vende tilbage. Loven siger også, at udlændingemyndighederne skal lægge sundhedsfaglige oplysninger til grund for deres afgørelse. Det lykkedes ikke tirsdag at få en kommentar fra Integrationsministeriets departementschef, Niels Preisler. Men han har tidligere sagt til Politiken, »at vi skal afgøre, om den sygdom, som han (en ansøger, red.) efter eksperternes mening har, er af sådan en karakter, at han skal have humanitær opholdstilladelse. Og det sidste er en rent juridisk vurdering«. Stram praksis Selvom Danmark siger nej til mange selvmordstruede flygtninge, er praksis så stram, at en person, der for eksempel lider af posttraumatisk stress, reelt er uden chance for at få opholdstilladelse, hvis han ikke kan fremvise en erklæring, der beskriver en selvmordsrisiko. Problemet er blot, at et stort antal behandlere af faglige og etiske grunde er meget tilbageholdende med at vurdere risikoen for selvmord. Det betyder, at den enkelte udlændings mulighed for at få opholdstilladelse i høj grad afhænger af, hvem der skriver lægeerklæringen. Det er også et tema, der skal drøftes på aftenens møde i Århus. Psykiater Ole Helbo frygter, at myndighedernes stramme praksis fører til, at flere flygtninge forsøger at begå selvmord. »Det er min klare fornemmelse, at der i dag er flere selvmordsforsøg end for to-tre år siden. Det er et påfaldende sammenfald«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























