Sakajev får ny medforsvarer

Lyt til artiklen

En af Danmarks fremmeste specialister i udlændingeret, Gunnar Homann, indtræder nu som valgt forsvarer for den fængslede tjetjener Akhmed Sakajav ved siden af den beskikkede forsvarer Ervin Birk Nielsen. »Akhmed Sakajev har anmodet om, at jeg går ind i sagen. Jeg fik anmodningen tirsdag og skal nu til at sætte mig ind i materialet«, siger Gunnar Homann. Advokat afvist Det vakte stor opsigt, at først dommervagten og senere landsretten i sidste uge afviste menneskeretsadvokaten Tyge Trier som valgt forsvarer i sagen. Ifølge Politikens oplysninger skyldtes beslutningen dog ikke, at Akhmed Sakajev kun må have én forsvarer, men at der var så stor uenighed mellem Tyge Trier og Ervin Birk Nielsen om forsvaret, at dommeren måtte skære igennem. »Jeg kender ikke indholdet af den kendelse, men jeg har fået opfattelsen af, at der ikke skulle være noget problem med, at jeg indtræder i sagen. Normalt kan man ikke afvise en valgt forsvarer«, siger Gunnar Homann. En god ide Den samme melding kommer fra den beskikkede advokat Ervin Birk Nielsen. »Jeg er ret overbevist om, at anklagemyndigheden ikke vil afvise en ny medforsvarer. Og jeg synes selv, det er en god ide, fordi vi har brug for al den hjælp, vi kan få i denne her sag,« siger han. Førte asylsag for Fersauli Gunnar Homann har desuden haft kontakt til kredsen omkring Akhmed Sakajev, og det var ham, der for to år siden førte asylsagen for Tjetjeniens uofficielle ambassadør i Danmark, Usman Fersauli. Den sag er udlændingestyrelsen nu ved at undersøge, om den skal genoptages efter beskyldninger mod Usman Fersauli for at være ansvarlig for en tjetjensk fangelejr i 1995, hvor de russiske fanger blev tortureret og dræbt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her