Indvandrerorganisationen Indsam skal tilbagebetale de penge til staten, hvor der ikke er bilag for udgiften, fastslår integrationsminister Bertel Haarder (V) i et brev til Indsam i dag. Integrationsministeriet vurderer efter at have gennemgået Indsams regnskaber for 2001 og 2002, at organisationen inden den 1. december skal betale 449.867 kroner, som Indsam har fået i offentlige tilskud. Kassen lukket Desuden afviser ministeriet at give økonomisk tilskud til Indsam i 2002 og forlanger, at Indsam inden den 15. december afleverer et nyt regnskab for 2002. Ministeriet konkluderer, at der er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt Indsam er i stand til at forvalte et økonomisk tilskud forsvarligt, og hvorvidt hovedbestyrelsen i Indsam varetager sine opgaver på forsvarlig vis. Formand afviser Formanden for Indsam, Mohammed Gelle, afviser ministeriets kulegravning og siger, at kravene om tilbagebetaling blot er regeringens undskyldning for at få Indsam lukket. Mohammed Gelle vil nu anke afgørelsen. »Det er rigtigt, at vi har haft nogle uheldige forretningsgange, men støttemidlerne er kun brugt til det formål, som de blev givet til. Men jeg mener, at ministeriets afgørelse er usaglig og skyldes politiske hensyn. Indsam var blandt de nævn, råd og organisationer, som er blevet foreslået nedlagt, og vi har nu måske selv hjulpet lidt til«, siger Mohammed Gelle. I forvejen har Socialministeriet sendt Indsam til inkasso i juli og krævet tilbagebetaling af cirka 337.000 kroner, som de har fået udbetalt i tilskud i 2001 og 2002. Landsmøde aflyst Foreningen oplyste torsdag, at et ekstraordinært landsmøde på søndag er aflyst. »Medlemsforeningerne har sammen med hovedbestyrelsen besluttet, at der ikke skal holdes landsmøde. Der er for få tilmeldinger, og det er for dyrt,« siger foreningens formand, Mohammed Gelle. En ny mødedato er ikke fastsat, siger han. Kritiske medlemmer En håndfuld medlemsforeninger i Indsam har, siden uregelmæssigheder i organisationen blev kendt i april, krævet, at ledelsen gjorde rede for det økonomiske kaos i organisationen ved et landsmøde. Et sådant møde blev oprindeligt fastsat til den 21. april, siden udsat til 11. maj. Så besluttede man at afholde et ekstraordinært landsmøde i stedet, men nu er det så også blevet aflyst. Udsættelserne begrundes med, at revisionen af Indsams problematiske regnskaber har trukket i langdrag. Bedragerisigtelser Ud over kravet om tilbagebetaling verserer der også sigtelser mod formand, Mohammed Gelle, og forretningsfører Torben Svendrup, som i foråret blev meldt til politiet for bedrageri. Anklagerne mod de to går blandt andet på, at de har fået udbetalt henholdsvis 91.000 kroner og 255.000 kroner i honorarer uden dokumentation.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























