Kold skulder til oprørske S-borgmestre

Lyt til artiklen

Der var stor forståelse for frustrationerne i det socialdemokratiske bagland, men ikke meget opbakning til de S-borgmestre, som kæmper for at finde en modkandidat til Mogens Lykketoft, da Socialdemokratiets hovedbestyrelse fredag aften mødtes for første gang, siden Poul Nyrup Rasmussens beslutning om at gå som partiformand. »Jeg synes, at de borgmestre skulle fise hjem i deres partiorganisation og gøre deres indflydelse gældende der i stedet for at rende og konspirere«, siger Elise Pedersen, som er amtsformand på Fyn. Det er Hvidovres borgmester, Britta Christensen, og Rødovreborgmester Erik Nielsen, der har annonceret, at de arbejder aktivt for at finde en modkandidat til Mogens Lykketoft som ny S-formand. De og andre vestegnsborgmestre havde håbet, at Odenses borgmester, Anker Boye, ville stille op. Lykketoft: 'Udmærket ide' (ikke at stille op) Det har Anker Boye erklæret, at han ikke vil. Hvilket Mogens Lykketoft »tager til efterretning«. »Og så glæder jeg mig da over, at Anker Boye har sagt, at han synes, at jeg er en udmærket ide«, siger Lykketoft, som ikke vil kommentere borgmesteroprøret. 'En uting' Elise Pedersen understreger, at hun godt forstår baglandets irritation over, at der ikke er udsigt til flere kandidater at vælge imellem. »Det er en uting, og jeg kan godt forstå frustrationen. Men jeg tror alligevel, at det vil være bedst nu at sige, at Mogens Lykketoft er det bedste valg. Der er gået en del skår i porcelænet det sidste år, og nu har vi brug for at samle partiet og formulere en klar og enkel politik«, siger Elise Pedersen. Ballerup-borgmester: Lykketoft er min kandidat Også Ballerups borgmester, Ove Dalsgaard, afviser sine borgmesterkollegers initiativ: »Vi er ikke et borgmesterparti, og vi skal ikke for enhver pris finde en modkandidat. Personligt er jeg ikke tvivl om, at Mogens Lykketoft er min kandidat«, siger Ove Dalsgaard. Intern valgkamp EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt, som nogle også har nævnt som en mulig kandidat, gentog fredag, at hun ikke er interesseret. Til gengæld overvejer hun at gå efter en plads i Folketinget ved næste valg. »Jeg har besluttet, at jeg ikke opstiller til Europaparlamentet næste gang, og dansk politik kunne da være en mulighed«, siger Helle Thorning-Schmidt, som mange på lidt længere sigt spår en chance for at komme til tops i partiet. Ingen kommentarer fra Nyrup Poul Nyrup Rasmussen havde fredag ingen kommentarer til debatten i partiet og baglandets skepsis over for Lykketoft som ny partiformand. Lykketoft selv bruger fællesmødet mellem hovedbestyrelsen og folketingsgruppen på SiD's kursusejendom Svendborgskolen til at starte sin valgkamp internt i partiet. »Jeg går ud fra, at jeg får ordet, og jeg vil forklare lidt om, hvad jeg har tænkt mig at gøre, hvis jeg bliver formand. Sådan i overskrifter«, siger Mogens Lykketoft. Kongres den 14. december Hovedbestyrelsen fortsætter sit møde lørdag og skal formelt indkalde til den ekstraordinære kongres 14. december. Når det er sket, vil Lykketoft drage på turne rundt i landet for at tale med baglandet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her