Et moderat forbrug af vin ser ud til at modvirke udviklingen af demens i alderdommen. Den samme beskyttende virkning findes derimod ikke i øl eller spiritus. Det er resultatet af en undersøgelse fra Institut for Sygdomsforebyggelse i København, der har set på udviklingen af demens hos 1.709 borgere over 65 år. Personerne blev som led i den såkaldte Østerbroundersøgelse i 1976-78 udspurgt om deres drikkevaner. 15 år senere blev de samme mennesker undersøgt for demens. »Forekomsten af demens viste sig at være godt halveret blandt de deltagere, der havde et let til moderat forbrug af vin«, siger læge Thomas Truelsen, leder af forskergruppen bag undersøgelsen. Gælder ikke for øl og spiritus Den beskyttende virkning gjaldt kun vin. De personer, som havde et tilsvarende forbrug af øl, så til gengæld ud til at have en svagt forøget risiko, mens der ikke var nogen forskel for spiritusdrikkere. Personer med et samlet forbrug af alkohol på over 15 genstande om ugen har tilsyneladende en let forøget risiko. »Vi kan ikke i undersøgelsen skelne mellem rødvin og hvidvin. Men min teori er, at det kan være de såkaldte flavonoider - nogle stoffer, der er naturligt forekommende i rødvin - der har en beskyttende virkning«, siger Thomas Truelsen. »Langt det meste af den vin, som drikkes i Danmark, er rødvin«. .men pas på! Han understreger, at resultatet ikke skal tages som en opfordring til at begynde at drikke rødvin for at forebygge demens, hvis man ikke gør det i forvejen. »Sådan en anbefaling kan resultatet ikke bære. Derimod understøtter resultatet tidligere undersøgelser, der har vist en tilsyneladende gavnlig indflydelse af et moderat vinforbrug på en række andre sygdomme som f.eks. hjerte-karsygdomme og blodpropper i hjernen. Jo flere af den slags resultater, vi får - jo mere interessant bliver det, om man på længere sigt kunne udvinde stoffer fra rødvin, som kunne bruges til forebyggelse eller behandling af forskellige sygdomme«, siger Thomas Truelsen. Morten Grønbæk, professor ved Center for Alkoholforskning på Statens Institut for Folkesundhed, er enig i, at stadig flere resultater peger på, at vin i moderate mængder kan være godt for helbredet. » Vi har stadig nogle forbehold, og det gælder også denne seneste undersøgelse - nemlig om det kan være andre livsstilsfaktorer som for eksempel kostvaner, der spiller ind hos vindrikkerne«, siger Morten Grønbæk, der selv er med i forskergruppen bag undersøgelsen. »På den anden side har vi også set en tilsyneladende beskyttende virkning af vin over for nogle sygdomme, hvor sådanne faktorer ikke kan spille ind. En anden ny undersøgelse af overlæge Ulrik Becker fra Hvidovre Hospital, viser således, at risikoen for skrumpelever er langt mindre for folk med en meget stort alkoholforbrug, hvis de drikker vin, end hvis de drikker øl eller spiritus«. »Personer med et forbrug på 35 genstande om ugen eller derover har en forøget risiko for skrumpelever på tre-fire gange, hvis de drikker vin. Mens risikoen ved det samme forbrug er forøget med 10-15 gange for øl- eller spiritusdrikkere, og hér kan faktorer som kosten ikke spille ind«, siger Morten Grønbæk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























