Ingen stiller op mod Lykketoft

Der er grønt for Mogens Lykketoft som afløser for Poul Nyrup Rasmussen. - Foto: Jens Dresling
Der er grønt for Mogens Lykketoft som afløser for Poul Nyrup Rasmussen. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

På forhånd har Mogens Lykketoft sikret sig opbakning fra de forskellige fløje i Socialdemokratiet. Derfor tegner alt til, at han på en ekstraordinær kongres i midten af december bliver valgt som ny formand for partiet. »Jeg var slet ikke gået ind i det her uden at være sikker på, at de andre mulige kandidater ikke ville stille op. Og på at de støtter mig«, siger Mogens Lykketoft. Meldte sig hurtigt Han meldte sit kandidatur umiddelbart efter, at Poul Nyrup Rasmussen på et møde i partiets forretningsudvalg kl. 10 tirsdag meddelte, at han træder tilbage efter måneders pres og hård kritik fra sin ledelse. »Jeg er blevet opfordret til det. Og jeg kandiderer i forsøget på at samle så bredt som muligt i vores parti«, sagde Mogens Lykketoft. Efter forretningsudvalgsmødet fik Lykketoft også klar opbakning fra næstformand Bent Hansen, som tegner det vigtige kommunale bagland og Aukenfløjen. »Mogens Lykketoft har alle de kvaliteter, vi har brug for til at samle partiet«, sagde Bent Hansen. Alle som en meldte fra Én for én meldte de potentielle rivaler fra. »Så længe Mogens Lykketoft er kandidat, er jeg ikke kandidat«, fastslog den mest oplagte af dem, Frank Jensen. Senere kom lignende meldinger fra de andre i den såkaldte mellemgeneration, som kunne tænkes at være interesserede. Den mest overraskende modstand mod Mogens Lykketoft blev leveret af den afgående formand, Poul Nyrup Rasmussen, som opfordrede til et generationsskifte i toppen af partiet. En undsigelse af Mogens Lykketoft, som straks førte til kritik af Nyrup. Underligt udråbstegn »Det var synd. For med den bemærkning sørger han for, at det ikke bliver den smukke historie, der ellers var al mulig grund til at skrive. Det blev et underligt udråbstegn på en ellers meget flot beslutning«, siger finansordfører Pia Gjellerup - en af Lykketofts nære støtter. Nyrups tidligere kronprins og nuværende EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen, afviste Nyrups indirekte opfordring til kampvalg på den ekstraordinære kongres, der skal vælge Socialdemokraternes nye formand. »Jeg ved ikke, hvem Nyrup har i tankerne, men jeg er ikke kandidat«, understregede Dam Kristensen. Skal sørge for balance Til gengæld står det klart, at Mogens Lykketoft skal sørge for balance mellem fløjene - og generationerne - når formandsvalget er på plads, og de attraktive poster i folketingsgruppen skal fordeles. Frank Jensen vil formentlig blive politisk ordfører, og både Pia Gjellerup og Henrik Dam Kristensen står til at få plads i gruppeledelsen. Det er også endnu uafklaret, om Mogens Lykketoft selv vil vælge at sidde på posten som gruppeformand. På fredag mødes partiets hovedbestyrelse for bl.a. at tage stilling til, om baglandet vil anbefale Lykketoft som ny formand. Flere amtsformænd gav i går udtryk for, at de gerne ser flere kandidater. Men med den opbakning Lykketoft har, kommer der næppe en kandidat, som kan true ham.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her