KL: Forlig er tæt på at være aftalebrud

Lyt til artiklen

Kommunernes Landsforening er umiddelbart ikke begejstrede for det forlig om folkeskolen, som regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti torsdag morgen har skrevet under på. Foreningens formand Ejgil W. Rasmussen (V) siger til TV2/Nyhederne, at forliget er tæt på at være 'et aftalebrud' i forhold til KL. Ufleksibel og dyrere folkeskole Aftalen er gået på, at folkeskolen skulle være mere fleksibel, men forligsteksten er ensbetydende med det modsatte, siger KL's formand. »Og det er også en dyrere folkeskole«, siger Ejgil W. Rasmussen. Flere børn i specialundervisning Han forudser desuden, at det bliver en folkeskole med mindre rummelighed - stik modsat fortolkningen fra bla. Socialdemokraterne. »Flere børn vil blive skilt ud til specialundervisning«, siger Ejgil W. Rasmussen til TV2. KL mødes senere torsdag formiddag med partierne bag forliget. Lærerne afviser ikke Umiddelbart kan formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, godt leve med forliget. Men han er på den anden side slemt skuffet over, at det blev et forlig uden om De Radikale og SF. »Når vi snakker folkeskolen, har De Radikale og SF traditionelt stået som garanter for den udvikling, vi har kendt i folkeskolen. Og de to partier ville vi meget gerne have set med i forligskredsen«, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau. 'Et smalt bredt forlig' Han kalder forliget for et 'smalt bredt forlig', mens han meget hellere ville have haft et 'ordentligt bredt forlig', som han udtrykker det. Han mener, at forligets ophøjelse af de hidtidige vejledende 'klare mål' for folkeskolens trin til obligatoriske trinmål reelt er unødvendig. »Jeg har ikke haft behov for at gøre delmålene obligatoriske og bindende fra centralt hold. Vi er ude i kommunerne og ude på skolerne i fuld gang med at drøfte udfordringen med at tage de klare mål op, men jeg mener nok godt, vi også kan leve med dem som obligatoriske«, siger Anders Bondo Christensen. Tilfredse elever Eleverne i folkeskolen er lettet over, at det i det hele taget er lykkedes at indgå en politisk aftale. Formanden for Folkeskoleelevernes Landsorganisation (FLO), Martin Justesen, udtrykker på flere punkter tilfredshed med forliget, men han er også kritisk over for dele af den nye aftale. Aftalen om de nye, bindende mål for udvalgte klassetrin vil kun betyde minimalt i og med, at en stor del af skolerne i realiteten følger de eksisterende vejledende mål i forvejen, mener Martin Justesen. »Men det er ikke mindst absolut prisværdigt, at vi nu får faste minimumstimetal«, siger Martin Justesen. Nej til fremmedsprog fra 3. klasse FLO kan derimod ikke støtte den tidligere start i fremmedsprog, hvor engelsk nu bliver indført fra 3. klasse. »Vi stiller os uforstående over for, at man uden nogen egentlige argumenter, vælger at begynde engelskundervisningen allerede i tredje klasse. Det er vores opfattelse, at danske elever klarer sig godt i engelsk«, siger Martin Justesen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her