Danskernes adgang til naturen skal forbedres. En ny aftale mellem miljøministeren og diverse natur- og landboorganisationer skal hindre at flere naturstier bliver nedlagt, før nye regler i naturbeskyttelsesloven kan træde i kraft. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) blev i aftes enig med Dansk Skovforening, Landboforeningerne, Dansk Familielandbrug, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet om de nye regler. Indtil ny lovgivning kan træde i kraft lover de forskellige organisationer at opfordre landmænd og skovejere til ikke at nedlægge flere veje og naturstier men i stedet udvide almindelige menneskers adgang til naturen. Lovgivning i vente Naturbeskyttelsesloven skal have et eftersyn i næste folketingssamling. Indtil er der altså ingen lovgivning, der forhindrer skov-, godsejere m.fl. i at indskrænke offentlighedens adgang til deres ejendom. Men i stedet vil der altså lyde en opfordring til ikke at gøre det. Om få dage skal Folketinget behandle et forslag fra Socialdemokraterne om at give bedre adgang til naturen. Kritik af greve og minister I år er blandt greven på det midtfynske gods Egeskov, Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, og finansminister Thor Pedersen (V) blevet kritiseret for at have nedlagt hidtil offentligt tilgængelige markveje og naturstier på deres ejendomme. Det er de nu ikke ene om. Formanden for Danmarks Naturfredningsforening, Poul Henrik Harritz, skønner, at over halvdelen af de danske markveje og stier er forsvundet de seneste 50 år. Naturfredningsmanden er glad for aftalen. »Aftalen betyder, at grever og baroner ikke kan pløje din og min naturoplevelse ned på en nat«, siger han til Ritzau. Tilfredshed i organisationer Landbruget og skovejerne mener, at de med aftalen har strakt sig meget langt. »Men vi er tilfredse med resultatet, fordi det kombinerer befolkningens mulighed for at færdes i naturen med vores mulighed for at drive landbrug og skovbrug«, siger organisationerne i en fælles pressemeddelelse. Miljøministeren er glad for, at aftalen er frivillig. »Jeg tror, frivillige aftaler er langt den bedste måde at skabe fremskridt på. Aftaler skabt i dialog og i tillid giver stabile og gode rammer og sikrer positive resultater for alle parter«, siger Hans Christian Schmidt til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























