Mange undgår flere skoletimer

Lyt til artiklen

Over halvdelen af landets kommuner har allerede indført mere matematik i folkeskolen. Derfor betyder skoleforliget ikke nødvendigvis mere undervisning. Når Peter rykker op i 1. klasse efter sommerferien, er det slet ikke sikkert, at han mærker virkningerne af det nye folkeskoleforlig. I hvert fald ikke når det gælder de to timer mere i dansk og matematik, som politikerne har lagt oven i skemaet fra 1. til 3. klasse. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at 47 procent af kommunerne allerede har indført flere timer i matematik, mens 19 procent har gjort det samme i faget dansk. »Men det gode er jo, at vi får hævet niveauet for resten af landets skoleelever. Ved at gøre de nye timetal obligatoriske udligner vi forskellen mellem kommunerne, sådan at alle får tilbudt det samme«, siger Socialdemokratiets uddannelsespolitiske ordfører, Frank Jensen, som torsdag satte sin signatur på det ny folkeskoleforlig. Målet er nåetMen har I ikke oversolgt det her skoleforlig, når halvdelen af landets skoleelever ikke vil mærke den store forskel? »Nej, det synes jeg ikke. Jeg har hele tiden vidst, at tallet lå på det niveau, og samtidig får eleverne jo også flere timer i engelsk i 3. klasse. Det vigtige er, at vi får hævet timetallet for alle i hele landet i dansk og matematik, og det mål har vi nået«, siger Frank Jensen Den samme melding kommer fra formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. »Det er rigtigt, at mange elever slet ikke kommer til at mærke nogen forskel. Men vi har været stærkt bekymret over de store forskelle, der hidtil har været mellem de forskellige kommuner. Nogle steder lå man langt under minimumskravene, og det kommer vi nu til livs, og det er glædeligt«, siger han. Opfordring til mere Dansk Folkepartis uddannelsespolitiske ordfører, Louise Frevert, opfordrer samtidig de aktive kommuner til at blive ved med at fylde flere timer på skoleelevernes skemaer. »Vi ved, at mange folkeskoler har øget timetallet langt mere, end de behøver, og det skal de selvfølgelig blive ved med. Jeg forventer, at de opretholder deres høje ambitionsniveau og lægger de nye timer i dansk og matematik oven i de høje timetal, de allerede har i dag«, siger hun. Men det kræver flere penge på bordet, siger formand for Kommunernes Landsforening Eigil W. Rasmussen. »Hvis alle kommuner skal leve op til de nye krav, kommer det til at koste penge fra staten. Det kan vi ikke løfte alene«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her