To kvinder blev dræbt, en var tidligt lørdag morgen fortsat i livsfare og i alt 33 personer blev kvæstet, da tågen fredag formiddag lagde sig over motorvejen mellem Kolding og Vejle. En 56-årig kvinde blev dræbt ved selve ulykken, mens en 17-årig hollandsk pige ud på aftenen døde af sine kvæstelser på Odense Universitetshospital. En tredje kvinde blev bragt til Århus med en brækket ryg, oplyser politiet i Fredericia. I alt 12 forskellige uheld med 70 til 100 biler fulgte i kølvandet på et voldsomt sammenstød ved Skærup på motorvej E45 syd for Vejle. Motorvejssporene i begge retninger blev spærret ved de mange ulykker. I livsfare Falcks ambulancer fra hele det sydlige Jylland kørte hele eftermiddagen i pendulfart mellem ulykkesstederne og sygehusene i området. »Det er det største trafikuheld, jeg har oplevet i de 34 år, jeg har været Falck-redder. Alt var kaos, da vi kom frem. Bilerne var gledet ind i nødsporet, og det gjorde det vanskeligt for os at få materiellet frem til ulykken«, fortalte Jørn Andersen, stationsleder for Falck i Fredericia. Falck havde ca. 45 køretøjer på hjul gennem hele dagen - heraf 26 ambulancer. Også i sidste uge var der en ulykke i det samme område. I det hele taget sker der tit ulykker i området, fordi trafikken fra Fyn og Sjælland løber sammen med trafikken fra Syddanmark. »Der er ikke noget galt med sammenfletningen. Problemet er, at folk kører som gale, og så giver det problemer, når så meget trafik møder hinanden«, sagde vicepolitikommissær Mogens Damgaard fra Fredericia Politi. Vejdirektoratets hjemmeside i sort Vejdirektoratets hjemmeside, trafikken.dk, gik i sort, fordi alt for mange mennesker ville se, hvordan situationen så ud efter ulykken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























