Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Nye miljøgifte i slam

Lyt til artiklen

For 24 år siden forbød Danmark brugen af PCB, men miljøgiften - en af verdens værste - slipper stadig ud i naturen. Ved analyser af slam fra renseanlæg, marker, jorder og havbund ved Roskilde har Danmark Miljøundersøgelser (DMU) netop konstateteret, at PCB stadig findes »overalt«. PCB nedbrydes meget langsomt i naturen, og det samme gælder for en af nutidens miljøsyndere: PBDE, der i forskellige udgaver bruges til at forebygge ildebrande i mange computere, fjernsynsapparater og biler. Seniorforsker Jørgen Vikelsøe fra Danmarks Miljøundersøgelser konkluderer, at PBDE-niveauet i slam ser ud til at stige. »Jeg synes, at det er foruroligende, at disse bromerede brandhæmmere findes i spildevand og slam. De burde slet ikke være der. Selvom de helbredsmæssige virkninger ved et indhold i slam er ukendte, bør det give anledning til, at udviklingen følges nøje«, siger Jørgen Vikelsøe. Sekretariatsleder Christian Ege fra Det Økologiske Råd erkender, at fortidens synder omkring PCB ikke kan gøres om. Nok en gang »Men vi er ved at gentage fejltagelsen, når det gælder de bromerede flammehæmmere, hvoraf kun PBDE indgår i undersøgelsen fra DMU. PBDE'erne er ligesom PCB svært nedbrydelige og giftige for miljøet, men de bruges stadig i elektronikprodukter. Undersøgelsen viser, at indholdet af PBDE er ved at overhale indholdet af PCB - og igen kan man forvente, at det vil tage årtier at få dette stof ud af miljøet igen«, siger Christian Ege. EU er ved at forbyde brugen af to af flammehæmmerne, men det varer flere år, før forbuddet træder i kraft. Miljø- og forbrugerorganisationer påpeger, at PBB og PBDE er de bedst undersøgte af i alt cirka 70 bromerede flammehæmmere. EU får modstand Det Økologiske Råd, Forbrugerrådet og andre grønne mener, at den slags skadelige stoffer skal forbydes som grupper af stoffer i stedet for at vente på årelange undersøgelser af hvert enkelt stof. EU er ved at revurdere sin kemikaliepolitik, men på grund af modstand fra industrien kniber det med at få gennemført miljøkommissær Margot Wallströms visioner. Mette Boye, der er miljø- og sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, efterlyser et stærkere brug af forsigtighedsprincippet. Derudover bør det være op til industrien at dokumentere, at et stof ikke er farligt for natur og mennesker, mener hun. »Vi ønsker et forbud mod alle de bromerede flammehæmmere, indtil de er bevist ufarlige«, siger Mette Boye. Industrien modsætter sig kraftigt en sådan omvendt bevisbyrde. Bromindustri tilfreds Bromindustrien må i første omgang leve med, at EU forbyder to af dens produkter. Véronique Steukers, der er formand for lobbyorganisationen EBFRIP, glæder sig dog over, at EU lover at bedømme næste flammehæmmer under mistanke, deca-BDE, ud fra en en videnskabelig risikoanalyse. Bromindustrien påpeger, at der ikke har været påvist nogen betydelig fare hverken for miljø eller menneskets helbred, og at deca-BDE derfor kan blive ved med at redde tusindvis af liv ved at forebygge ildebrande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her