Den tjetjenske eksilregerings repræsentant - eller 'ambassadør' - i Danmark, Usman Fersauli, risikerer i yderste konsekvens at blive smidt ud af Danmark eller ende på tålt ophold. Den anerkendte russiske menneskerettighedsorganisation Memorial beskylder ham for at have et politisk ansvar for mishandlingen af krigsfanger i en tjetjensk lejr i 1995 og 1996. For to år siden fik Usman Fersauli politisk asyl i Danmark, og de hårde anklager får nu Udlændingestyrelsen til at undersøge, om hans asylsag skal genoptages. »Når kilder peger på, at nogen muligvis har begået krigsforbrydelser, så undersøger vi det«, siger konsulent i Udlændingestyrelsen Morten Lauersen. Risikerer sit asyl Udlændinge, der er mistænkt for krigsforbrydelser, kan normalt ikke få asyl i Danmark. Derfor risikerer Usman Fersauli at få at vide, at han ikke længere er berettiget til asyl. Der er dog også den mulighed, at Usman Fersauli, hvis Udlændingestyrelsen finder hold i anklagerne, vil inddrage hans opholdstilladelse, men ikke kan udvise ham, fordi han risikerer forfølgelse i sit hjemland. En tredje mulighed er, at Usman Fersauli får en straf i Danmark. Den nye anklagemyndighed for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blev oprettet i kølvandet på sagen om den irakiske hærchef, overvejer i øjeblikket, om den vil indlede en undersøgelse af Usman Fersauli. »Vi følger sagen for at finde ud af, om der er grund til, at vi undersøger den nærmere«, siger vicestatsadvokat Lars Plum. Usman afviser Selv afviser Usman Fersauli alle beskyldninger. »Jeg har ringet til politiet og sagt, at jeg er villig til at samarbejde om alt. Det gælder også i forhold til andre myndigheder«, siger han. »Jeg var ikke leder af lejren, men politisk ansvarlig for udveksling af krigsfanger med russerne. Det er rigtigt, at jeg kom i lejren, og alle ved, at forholdene var elendige. Jeg prøvede at stoppe torturen, men tjetjenere i lejren blev sure på mig, når jeg gjorde det. Jeg kunne ikke gøre mere, end jeg gjorde«, siger han. Usman Fersauli kom allerede til Danmark i 1996, men havde i de første fire år en midlertidig opholdstilladelse. Siden han kom hertil, har han været den tjetjenske eksilregerings repræsentant i Danmark. Sammen med skuespilleren Vanessa Redgrave har han de seneste uger arbejdet for, at den varetægtsfængslede tjetjenske viceministerpræsident Akhmed Sakajev ikke bliver udleveret til Rusland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























