S-tog kører uden godkendelse

Lyt til artiklen

På godt fire år har DSB haft fem uheld med den nye generation af S-tog, der kører uden permanent sikkerhedsgodkendelse. Sagen rejses nu politisk af SF's Margrete Auken, der kræver en redegørelse af trafikministeren. Samtidig erkender Banestyrelsen, at der skete en række kommunikationsfejl, da der skulle slås alarm efter dødsulykken ved Holte Station i sidste uge. Her måtte lokofører og passagerer foretage flere end ti telefonopkald, før der blev tilkaldt ambulancer. Dispensation på 7. år DSB's S-tog kører nu på dispensation på syvende år. »Inden årets udgang skal vi have den sidste dokumentation fra DSB for at kunne give en permanent sikkerhedsgodkendelse«, siger direktør Flemming Lund fra Jernbanetilsynet. Han er »bestemt ikke tilfreds« med det langtrukne godkendelse af sikkerheden. »Det er absolut ikke almindeligt, at der skal gå mere end seks år med en godkendelse. Problemet er jo, at DSB i begyndelsen af 1990'erne ville konstruere et fuldstændig unikt tog og derfor startede helt fra bunden. De ville have et let tog med bedre plads til passagerer, men sikkerheden havde ikke samme fokus«, siger Flemming Lund. DSB stod for godkendelse Dengang eksisterede Jernbanetilsynet ikke. DSB stod selv for godkendelsen. Trafikminister Flemming Hansen (K) ønsker ikke at kommentere sikkerheden i de 58 nye S-tog, før Jernbanetilsynet er færdig med sin rapport om ulykken på Holte Station. SF vil imidlertid tvinge trafikministeren til at tage stilling til det langsommelige arbejde med at få godkendt sikkerheden. »Vi må have en redegørelse for, hvorfor der skal gå næsten syv år. Der er en ubehagelig fornemmelse, når der oven i købet har været ulykker«, siger trafikordfører Margrete Auken (SF). S ønsker klar besked Også Socialdemokraternes trafikordfører, Poul Andersen, vil have klar besked: »Jeg er overrasket over, at S-togene kører på dispensation på syvende år - og meget spændt på at høre svaret«. Banestyrelsen har indrømmet, at det var en række kommunikationsfejl i styrelsen, der forsinkede ambulancerne til ulykken ved Holte. »Det er vi meget kede af«, sagde styrelsens trafikdirektør, Eigil Sabroe, der lovede, at sikkerhedsprocedurerne nu vil blive strammet. Fejlene betød, at ambulancerne blev forsinket i syv minutter, men fik ingen betydning for de tilskadekomne, siger overlæge Leif Berner Hansen fra amtssygehuset i Glostrup, som hurtigt var på skadestedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her