Grønne planer syltes lokalt

Lyt til artiklen

Tænk globalt, handl lokalt, var budskabet allerede ved FN's store miljøkonference i Rio i 1992. Men ti år efter har 42 procent af de danske kommuner stadig ikke vedtaget en sammenhængende plan for, hvordan det lokale samfund på én gang tager hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. Udviklingen er gået i stå Ifølge Politikens kommunerundspørge mangler 116 ud af Danmarks 275 kommuner at udarbejde en såkaldt Agenda 21-plan. Det er kun én mindre end i 2001. Udviklingen er således gået i stå - på trods af, at planloven bestemmer, at strategien skal være udformet inden nytårsaften 2003. Formanden for miljøudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Vallensbæk-borgmester Kurt Hockerup (K), erkender, at »det er mange, der mangler«. Øger informationen »Men det er noget, som KL nu prioriterer meget højt. Vi skal selvfølgelig sørge for, at tingene er klar inden udgangen af 2003. Derfor øger vi informationen og erfaringsudvekslingen og vil benytte enhver lejlighed til at tilskynde kommunerne til at få vedtaget en Agenda 21«, siger Hockerup. Det vil blandt andet ske i KL's blad Danske Kommuner, i internetnyhedsbreve og på en konference i Kolding i dag, hvor kommunerne følger op på sommerens bæredygtighedstopmøde i Johannesburg. Godt gang i miljøarbejdet Kurt Hockerups Vallensbæk fik selv først vedtaget en Agenda 21 i fjor. Men han understreger, at det ikke var, fordi kommunen ikke arbejdede med miljøet førhen. »Vi har for eksempel skiftet vejbelysning tre-fire gange, siden energikrisen startede. Og haft mange projekter med at gøre skoler og institutioner energivenlige, spare på vandet og genanvende affald«, forsikrer Hockerup. »På samme måde tror jeg, at mange kommuner uden Agenda 21-plan faktisk har godt gang i miljøarbejdet. De kalder det bare noget andet«, mener han. Vi bliver færdige Den holdning støttes af Hvidovre, en af de største af de kommuner, der endnu ikke har vedtaget en Agenda 21: »Vi var en af de første kommuner, der ikke sprøjtede med pesticider og har både grønne regnskaber, og jeg ved ikke hvad. Vi er i fuld gang med Agenda 21 og ved godt, at vi skal være færdige inden udgangen af 2003, og vi bliver færdige«, lover Hvidovres borgmester Britta Christensen (S). Hun er langtfra den eneste socialdemokrat, der ikke har implementeret denne mærkesag for tidligere miljøminister Svend Auken. S- og SF-kommuner er stort set lige så langsomme som V- og K-kommuner. Fordelt over hele landet De 151 borgmestre med god, grøn samvittighed er fordelt over hele landet, men findes hovedsagelig øst for Storebælt og i Vejle Amt. Planerne spænder over alt fra småinitiativer til Albertslund Kommunes indarbejdelse af miljøspørgsmål i stort set alle kommunale beslutninger. Kommunerne uden Agenda 21-planer er især fra Århus, Nordjylland og Ringkjøbing Amter. Otte kommuner, med Holstebro som den største, har svaret, at de ikke ved, om de har vedtaget en Agenda 21-plan. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Holstebros borgmester Arnt Lægaard (V). Frivillig basis Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) er generelt godt tilfreds med kommunernes miljøarbejde - også fordi Danmark i forhold til andre europæiske lande er langt fremme på området: »Flertallet af kommuner er i gang med Agenda 21-arbejdet, det har givet os en mangfoldighed af lokale projekter, og det er sket på frivillig basis«, fremhæver Schmidt, der har tiltro til, at alle kommuner når at blive færdig inden udgangen af næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her