Ansatte på universiteter imod reform

Lyt til artiklen

Dårligere undervisning og mindre forskning kan i sidste ende blive resultatet af regeringens universitetsreform - som ellers har til formål at forbedre netop de to områder. Universiteternes medarbejdere er nemlig utilfredse med reformen, og det vil smitte af på deres arbejdsglæde og -indsats, mener Leif Søndergaard, der er formand for de universitetsansatte i Dansk Magisterforening. Stor skepsis Foreningen har bedt flere end 500 ansatte vurdere fremtidens forhold på deres arbejdsplads. Undersøgelsen bliver offentliggjort i Magisterbladet onsdag og afslører stor skepsis. Især udsigten til ansatte ledere og bestyrelser med eksternt flertal får universitetslærerne op på mærkerne. Mellem 70 og 80 procent er imod. »Vi frygter, at det vil gå ud over forskningsfriheden, når ledere udefra får magten og vil forsøge at planlægge forskningen. For det er umuligt. Måske kan man planlægge sig til en Storebæltsbro, men ikke til en løsning af kræftens gåde«, konstaterer Leif Søndergaard. Savner konkrete eksempler »Politikerne kritiserer universitetet for at have dårlig kontakt til omverdenen. Men vi savner konkrete eksempler på deres kritik, hvis vi skal afhjælpe problemerne. Og vi tror i hvert fald ikke, at en ny ledelsesstruktur hjælper«, siger han. De ansatte mener, at reformen skal sætte ind på andre punkter, hvis universiteterne skal forbedres. I Magisterforeningens undersøgelse nævner de blandt andet tidsbegrænsede ansættelser og krav om undervisning på bekostning af forskning som store problemer. Videnskabsminister ikke bekymret Kritikken af universitetsreformen bekymrer ikke videnskabsminister Helge Sander (V). Magisterforeningen lavede sin undersøgelse, inden forliget var helt på plads, og ministeren opfordrer nu til en nærlæsning af den færdige lovtekst, som blev offentliggjort i mandags. »Forskningsfriheden har aldrig stået stærkere end i dag, og den bliver ikke negativt påvirket af den nye universitetsledelse. Hidtil har ledelsen jo været valgt af kolleger og har derfor ligget under for fagpolitiske og personlige interesser. Det undgår vi nu. Ledelsens opgave bliver at træffe overordnede strategiske og økonomiske beslutninger«, siger Helge Sander.

'Trygheden skal nok komme'
Men uanset hvad du siger, viser undersøgelsen jo, at universitetets ansatte er utilfredse med reformen. Frygter du ikke, at deres skepsis vil påvirke deres arbejde negativt?
»Jeg nægter at tro på, at medarbejderne ikke er interesserede i et godt og stærkt universitet. Når helheden af reformen bliver en kendsgerning, vil de garanteret være mindst lige så trygge, ved det de får, som ved det de har«, forudser Helge Sander.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her