Ministre deltager i Sakajev-møde i Udenrigspolitisk Nævn

Lyt til artiklen

Statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren mødte alle op, da Udenrigspolitisk Nævn fredag eftermiddag trådte sammen for at få en nærmere redegørelse om Sakajev-affæren. På mødet vil de tre ministre blive afkrævet en forklaring på det forløb, der onsdag førte til anholdelse og siden fængsling af den tjetjenske leder Akhmed Sakajev. Tidligere fredag var Socialdemokraterne utilfredse med, at regeringen havde tænkt sig kun at sende justitsminister Lene Espersen (K) til mødet. Regeringens fremmøde blev så udvidet til de tre ministre, og på grund af forundersøgelser til en kæbeoperation, som udenrigsminister Per Stig Møller (K) skal gennemgå, går mødet først i gang kl. 16.00. 'Lugter af politisk anholdelse' Regeringen ventes på mødet at redegøre for kronologien op til anholdelsen af Sakajev natten til onsdag. Formanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF), har desuden kaldt justitsminister Lene Espersen (K) i samråd i sagen. Dele af oppositionen har anført, at anholdelsen var politisk snarere end politimæssigt begrundet. Og fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten lyder der kritik af hele VK-regeringens håndtering af sagen. Anholdelse kom efter møde i sikkerhedsudvalg Politidirektør Hanne Bech Hansen har fastslået, at det suverænt var Københavns Politi, som traf beslutningen om at anholdelsen, som skete et par timer efter at regeringens sikkerhedsudvalg holdt hastemøde om sagen. Men Hanne Bech Hansen afviser, at beslutningen om anholdelsen blev truffet i sikkerhedsudvalget. »Vi skulle ikke vente på en melding fra udvalget. Vi kunne dybest set godt have fundet på at anholde ham før mødet i sikkerhedsudvalget«, siger Hanne Bech Hansen, der ikke vil svare på, om politi modtog en melding efter mødet i regeringens sikkerhedsudvalg. Hornbech langer ud efter opposition Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, afviser oppositionens kritik af, at regeringen ikke var informeret om den russiske anholdelsesbegæring. »Det er en utilstedelig sammenblanding af det politiske og retssystemet, som ikke er en retsstat værdig. De opfører sig fuldstændig som russerne, der åbenbart mener, at de kan blande det hele sammen i en pærevælling«, siger Birthe Rønn Hornbech, der afviser, at anholdelsen af Akhmed Zakajev er en politisk sag. Et andet centralt punkt, som der vil blive redegjort for på mødet, handler om, hvornår det gik op for regeringen, at Sakajev, der deltog i den nyligt afholdte tjetjenske verdenskongres i København, var efterlyst af Rusland for terrorisme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her