Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser, at regeringen traf beslutningen om at anholde og fængsle den tjetjenske vicepremierminister, Akhmed Sakajev, eller på anden måde har misinformeret Folketinget i sagen. »Beslutningen om at anholde Akhmed Sakajev er truffet af politiet«, siger Anders Fogh Rasmussen efter, at regeringen fredag aften gav Udenrigspolitisk Nævn en redegørelse om sagsforløbet. »Det er en politimæssig vurdering, som der ikke har været politisk indblanding i. Desuden ville den konklusion ikke være blevet ændret, selvom papirgangene i sagen havde været lidt anderledes. Der ville været kommet kritik uanset om man traf den ene eller den anden beslutning«, siger Anders Fogh Rasmussen. Justitsministeren beklagede Allerede på vej til møde med i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn klokken 16 beklagede justitsminister Lene Espersen forløbet, som førte til anholdelsen af Sakajev på Hotel Radisson, onsdag nat. Justitsminister Lene Espersen (K) placerer entydigt ansvaret for den kaotiske håndtering af Sakajev-sagen hos Rigspolitiet. Rigspolitiet var for sløve til at videregive oplysninger, som de fik fredag den 25. oktober. Det forsinkede sagen unødvendigt. »I korte træk ville anholdelsen have fundet sted på et tidligere tidspunkt, såfremt kommunikationskanalerne havde fungere 100 procent korrekt«, sagde Lene Espersen på et pressemøde fredag aften, efter at hun havde redegjort for sagen i Udenrigspolitisk Nævn. Desuden erkender hun, at Justitsministeriet burde have informeret Udenrigsministeriet lidt hurtigere. Den afgørende forsinkelse sker i Justitsministeriet Hun afviser dog, at den kontorchef i Justitsministeriet, der modtog den første advarsel om, at russerne anså tjetjenerne for at være terrorister, skulle have informeret ministeren. Der skulle mere konkrete oplysninger til. Dem fik politiet søndag, hvor russerne sender en liste med 78 navngivne personer. Den bliver først sendt videre til Politiets Efterretningstjeneste mandag formiddag, og det er kritisabelt. Her sker den afgørende forsinkelse. Lene Espersen afviser desuden, at regeringens sikkerhedsudvalg tog beslutningen om at anholde den tjetjenske toppolitiker Akhmed Sakajev. Der var alene tale om, at ministrene tog beslutningen til efterretning. Nyrup: Ikke tegn på regeringskrise Alt tydede på, at Lene Espersen fik sat sagerne nogenlunde på plads med sin redegørelse. Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiets formand, mener, det er for tidligt at placere et ansvar i sagen. Redegørelsen har rejst en række nye spørgsmål, som skal overvejes. Men han ser ikke umiddelbart tegn på en regeringskrise. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard siger, at hun nu vil nærlæse regeringens otte sider lange redegørelse, før hun vil tage stilling til, om sagen bør få konsekvenser. »Regeringen har lovet at rette op på procedurerne, men jeg synes, at den tager det lige lovlig nonchalant. Faktum er, at en terrormistænkt har fået lov til at komme ind i Danmark, på trods af at vi flere gange på møder i Udenrigspolitisk Nævn i weekenden er blevet forsikret om, at det ikke er tilfældet«, siger Pia Kjærsgaard. SF: Ingen grund til jagt på regeringen SFs Holger K. Nielsen mener ikke der er grund til at forfølge regeringen. Han peger på, at regeringen ikke kunne orientere Udenrigspolitisk Nævn allerede i weekenden, fordi de afgørende oplysninger fra russerne først kom tirsdag. »Jeg synes ikke, der er grundlag for at køre den her jagt på regeringen. Der er sket nogle fodfejl, og der er nogle politimyndigheder, der ikke har kommunikeret godt nok, men Per Stig Møller kunne ikke have orienteret Udenrigspolitisk Nævn anderledes før om tirsdagen«, siger Holger K. Nielsen. Per Stig Møller: Ikke værd at bruge fem timer på Udenrigsminister Per Stig Møller (K) forstår ikke kritikken af regeringens og embedsværkets håndtering af anholdelsen. Per Stig Møller mener, der er tale om en mindre fejl i Danmarks generalprøve på bekæmpelse af international terror. »De oplysninger, som fører til politiets beslutning om at anholde Sakajev, kommer først tirsdag, så hele diskussionen står reelt om hvorvidt embedsmændene skulle aflevere en meddelelse som i øvrigt ikke var afgørende 16 timer før de gør, herregud! Det ændre ikke noget i forhold til kongressen eller Sakajev. Intet havde ændret sig, så hvorfor skal man begynde at drage konsekvenser, når fejlen er så lille?«, siger Per Stig Møller.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























