Talsmanden for det lille yderliggående muslimske parti Hizb-ut-Tahrir i Danmark, den 31-årige Fadi Ahmad Abdel Latif, er idømt 60 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf. Talsmanden blev dømt for at stå bag en løbeseddel, som Hiz-ut-Tahrir udsendte i foråret. Han havde i kraft af sit hverv som medlem af partiets overordnede ledelse oversat teksten fra arabisk og selv medvirket til at udbrede den til så mange muslimer som muligt via e-mail. Løbesedlen blev indledt med et citat fra Koranen: »Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev Jer«. Derpå fulgte et afsnit, hvori »jøderne« blandt andet blev beskyldt for at bagvaske andre, forråde og bryde aftaler, opdigte løgne, fordreje ord og dræbe uskyldige. Ved at sammenkæde citatet fra Koranen med den meget negative beskrivelse af jøderne som folk indeholdt løbesedlen en klar trussel mod jøder, fastslår domsmandsretten. Den peger på, at det i andre afsnit af løbesedlen hed, at jøderne besidder ondskab, er kujonske, og at det gælder om at fjerne snavset fra disse tyranner. Trusler og forhånelse Det vurderer retten som trusler samt grov forhånelse og nedværdigelse af en gruppe på grund af dens etniske oprindelse eller tro. Og det kan ikke legitimeres ved at henvise til Koranen, hedder det i dommen. Den påpeger, at løbesedlen var led i Hizb-ut-Tahrirs vedvarende virksomhed for at påvirke meningsdannelsen. Der var altså tale om propaganda, som falder ind under den skærpede racismebestemmelse i straffeloven. Retten fremhæver, at det har været med til at skærpe straffen, at løbesedlen omfattede »trusler, som fremstår som opfordring til drab på medlemmer af en befolkningsgruppe«. Omvendt har det talt for en formildelse af straffen, at talsmanden ikke selv har forfattet løbesedlen, men kun oversat den. Samt at han ikke tidligere er straffet. Dommen anket Fadi Ahmad Abdel Latif ankede dommen på stedet. Udenfor retsbygningen oplæste han en medbragt pressemeddelelse. Heri sagde han, at dommen bekræftede, at retssagen sigter på at »underkue muslimernes stemme«, og at ytringsfriheden kun gælder Islams fjender. »Denne politiske retsforfølgelse bekræfter endnu engang, at det er vores ord, tyrannerne frygter«, sagde talsmanden med sigte på Hizb-ut-Tahrirs kritik af USA og Israel. Anklageren, politiadvokat Michael Jørgensen, finder det tilfredsstillende, at retten gav ham medhold i, at der var tale om propaganda, og at løbesedlen derfor skulle straffes efter den strenge racismebestemmelse: »Det er den hårdeste dom, jeg kender af denne art«, siger Michael Jørgensen. Rigsadvokaten vil vente Rigsadvokat Henning Fode har i nogen tid overvejet, om der er grundlag for at søge Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom og dermed forbudt. I en pressemeddelelse oplyser han, at han vil afvente den endelige dom i racismesagen mod partiets talsmand, før han tager stilling til, om han vil tage grundloven i brug mod det yderligtgående parti.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























