Der kommer ingen ekstra penge til alkoholbehandling på finansloven for næste år. Det er den kontante udmelding fra indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som svar på et spørgsmål i Folketinget fra socialdemokraten Poul Quist Jørgensen. Sundhedsministerens svar kommer midt i de politiske forhandlinger om både finanslov og de satspuljemidler, der først og fremmest skal gå til samfundets svageste. Ny rapport om tre uger Men en ny rapport, der kommer med en lang række anbefalinger til forbedring af indsatsen for landets over 200.000 alkoholafhængige, er ikke på bordet under forhandlingerne. Selv om rapporten har været færdig i flere måneder, er den endnu ikke offentliggjort. Ifølge Sundhedsministeriet sker det først om cirka tre uger. Stort behov for forbedring »Det ville have været meget relevant at have rapporten på bordet nu - og også under sommerens forhandlinger mellem amterne og regeringen om næste års økonomi«, siger amtsborgmester i Nordjyllands Amt, Orla Hav (S), som er formand for Amtsrådsforeningens social- og psykiatriudvalg. »Rapporten er veldokumenteret og peger på et stort behov for forbedring af indsatsen. Men inden for de økonomiske rammer, vi har fået pålagt, har amterne ingen penge til at følge anbefalingerne. De enkelte amter har allerede været ude i alle hjørner for at finde penge til det, vi i forvejen er forpligtet på. Så medmindre regeringen og Folketinget kommer med ekstra penge til at følge op på alle de gode intentioner, så sker der ingenting«, siger Orla Hav. Behandlingsgaranti Socialminister Henriette Kjær (K) var i sommer ude med en melding om, at der skal indføres behandlingsgaranti på højst en uge for alle alkoholafhængige, der ønsker at komme i behandling. I dag er der stor forskel fra amt til amt på, hvor lang ventetiden er, og ifølge amtsborgmester Orla Hav vil det kræve betydelige investeringer i nye døgnpladser, hvis sådan en garanti skal indføres. Kan der efter din opfattelse ligge en bevidst, politisk strategi bag, at rapporten endnu ikke er offentliggjort, selv om den har været færdig længe? »Jeg vil meget nødigt tro, at der er taktiske årsager bag. Fra regeringens side har der været mange udmeldinger om en øget indsats for samfundets svageste. Derfor kan det godt undre, at rapporten ikke kommer på bordet nu, hvor der forhandles finanslov og fordeling af satspuljer«, sige Orla Hav. Kontorchef Peter Juul, Socialministeriet, bekræfter, at rapporten om alkoholbehandling ikke er på bordet under de igangværende satspuljeforhandlinger. Det er ideen om en egentlig behandlingsgaranti heller ikke. Anbefalinger drøftes Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen afviser imidlertid, at rapporten bevidst er holdt tilbage fra ministeriet. »Hus forbi. Men det er rigtigt, at den ikke indgår i de nuværende forhandlinger om finansloven og om satspuljemidlerne. Rapporten og dens anbefalinger skal drøftes i et tværministerielt forum mellem Finansministeriet, Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som nu skal se på, hvordan vi kan implementere rapportens anbefalinger«, siger Lars Løkke Rasmussen. »De overvejelser regner vi med at være færdige med i løbet af marts måned. Og hvis planen indebærer, at der skal bruges flere ressourcer på området - så har vi et glimrende afsæt for næste års forhandlinger om amternes og kommunernes økonomi. Og - i anden ombæring - for forhandlingerne om finanslov 2004«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























