Det russiske parlaments underhus Dumaen vil en af de nærmeste dage vedtage en resolution, der betyder afbrydelsen af enhver kontakt med det danske Folketing. Det siger næstformanden for Dumaens udenrigsudvalg, den ellers moderate og liberale reformpolitiker Vladimir Lukin til Politiken. Flere andre russiske politikere, som Politiken har talt med, støtter Lukins tiltag. 'Den danske regering støtter gidseltagere' »Den danske regering og Folketingets udenrigspolitiske udvalg er i realiteten med til at støtte de folk, der stod bag gidseltagningen af hundreder af uskyldige mennesker i Moskva. Derfor vil jeg fremsætte et resolutionsforslag i Dumaen, der betyder, at vi afbryder enhver kontakt med Folketinget, indtil Rusland har fået en officiel undskyldning fra Danmark«, siger Vladimir Lukin. I Moskva demonstrerede en lille gruppe mennesker foran den danske ambassade, imens politikere for åben skærm kritiserede den danske beslutning om at acceptere den tjetjenske verdenskongres i København. Telefonstorm Ambassaden oplyser, at man er blevet bestormet med telefonopkald fra russiske borgere, der protesterer over den danske holdning. Afbrydelsen af samarbejdet mellem Dumaen og Folketinget kommer efter de seneste dages diplomatiske krise, som har betydet aflysning af den russiske præsident Vladimir Putins officielle besøg i Danmark og flytning af EU-Rusland topmødet fra København til Bruxelles. 'Overvældende flertal' Vladimir Lukin, der er tidligere russisk ambassadør i Washington og en af Ruslands mest respekterede politikere, understreger, at resolutionen om afbrydelse af forbindelserne til Folketinget nok skal blive vedtaget med overvældende flertal. Han understreger også, at han er meget ked af den udvikling, for han »holder meget af Danmark og har mange gode venner blandt danske politikere. Jeg er også bekymret over, at det vil betyde en forværring af den økonomiske samhandel mellem Danmark og Rusland, som nu er oppe på næsten 10 milliarder kroner om året«. Ivar Hansen: Beklager, men ikke noget at gøre ved det Folketingets formand Ivar Hansen (V) beklager, men samtidig siger han, at det er der ikke noget at gøre ved. »Vi er kede af russernes overvejelser om at afbryde forbindelserne til Folketinget. Vi ønsker en åben dialog og de bedste forbindelser til Dumaen - med hvem vi har et godt personligt forhold til over en lang årrække. Men man må også forstå, at med vores demokratiske tradition hverken kan eller vil vi forhindre dette arrangement i at blive afholdt«, siger Ivar Hansen via sin pressemedarbejder. Per Stig: Et demokratisk princip Samme reaktion kom mandag fra udenrigsminister Per Stig Møller (K). »Det kan godt være, at det betyder, at et erhvervsfremstød bliver aflyst, og at nogle kontrakter falder på gulvet. Men det er risikoen ved at stå fast på de demokratiske principper«, siger han. Holger K.: Dumaen bør besinde sig SF's formand Holger K. Nielsen, som mandag holdt tale ved den tjetjenske verdenskongres, opfordrer Dumaen til at slå koldt vand i blodet. »Vi har ytringsfrihed i det her land, og det er ikke terrorister, men seriøse mennesker vi har besøg af«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























