Fogh skal forklare sexchikane

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal forklare, hvorfor han har accepteret, at Venstre gennem et hemmeligt forlig forsøgte at købe sig til tavshed i den sexchikanesag, som blev anlagt mod den tidligere Venstremand Anders Møller af hans sekretær. Ifølge forliget mellem Venstre og sekretæren har hun angiveligt fået løn for tre måneders arbejde og en erstatning på 30.000 kroner, efter at hun har anklaget folketingsmedlemmet for sexchikane. Nu vil Enhedslistens finansordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, have partiformand og statsminister Anders Fogh Rasmussen til at forklare, hvorfor Venstre tilsyneladende aldrig har påtalt sagen over for Anders Møller. »Det er enhver arbejdsgivers pligt ikke bare at gribe resolut ind, når han eller hun bliver bekendt med det, men også på forhånd at sikre, at alle ansatte er bekendt med, at ledelsen tager spørgsmålet alvorligt, og i det hele taget at skabe et arbejdsklima, hvor sexchikane ikke finder sted«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil, som nu vil stille en række spørgsmål til statsministeren. Erstatning fra partikassen Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde på sit ugentlige pressemøde i dag, at Venstre som sekretærens tidligere arbejdsgiver i henhold til loven skal betale aftrædelsesgodtgørelsen på tre måneders løn. Til gengæld lod partiformanden også skinne igennem, at Venstre ikke uden videre har tænkt sig at hænge på erstatningen i sexchikanesagen. »Resten bliver en sag mellem partiet og det pågældende folketingsmedlem til senere afgørelse«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Blandt andre Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech er modstander af, at erstatningen skal hentes i partikassen. Sexchikane eller ikke Venstres gruppeformand Christian Mejdahl sagde i går, at Anders Møller har erkendt at have foretaget sig noget, som sekretæren kunne opfatte som sexchikane. Selv afviste Anders Møller igen i dag, at han har sexchikaneret sin tidligere sekretær. Det har han også afvist overfor Venstre i Nykøbing Sjælland, hvor han er valgt til Folketinget. »Anders Møller har erkendt, at der var en sag, som kunne opfattes som en krænkelse. Anders har jo en lidt anderledes opfattelse end den pågældende sekretær; det er såre naturligt med to parter i en sag. Men hvis ikke der havde været nogen indrømmelse, så havde der ikke været nogen sag«, sagde Christian Mejdahl, som i går orienterede Venstres folketingsgruppe om sagen. MF'er har ikke set aftalen Anders Møllers advokat beskylder i Politiken i dag Venstre og fagforeningen HK for at holde forliget hemmeligt for MF'eren. Hverken Venstre eller fagforeningen HK har villet udlevere aftalen til Anders Møller. »Min klient blev orienteret af partiet om, at der var lavet en fratrædelsesordning med hans sekretær, og at han ikke skulle beskæftige sig mere med det. Han har aldrig set aftalen. Derfor har jeg bedt både Venstres advokat og HK om at få en kopi af aftalen, men begge parter siger, at den er hemmelig«, siger Anders Møllers advokat, Michael Dreyer. Venstres advokat, Marianne Hartling, vil hverken udtale sig om henvendelsen fra Anders Møllers advokat eller andre sider af sagen. Konsulent Steen Preisler fra HK bekræfter, at han er blevet bedt om at udlevere aftalen. »Men jeg har ingen planer om at udlevere et fortroligstemplet forlig til advokat Dreyer. Han har udtalt, at han har i sinde at offentliggøre forliget«, siger Steen Preisler, der fastholder, at Anders Møller er bekendt med forliget. Venstres advokat, Marianne Hartling, vil hverken udtale sig om henvendelsen fra Anders Møllers advokat eller andre sider af sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her