Fogh vil stramme spindoktorernes snor

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil stramme op på reglerne for regeringens særlige presserådgivere, de såkaldte spindoktorer. Anders Fogh Rasmussen indbød i dag i Folketingets spørgetid alle partier til en debat om, hvordan opstramningen skal ske. »Vi kan ikke være tjent med, at der er en konstant fornemmelse af mistillid omkring systemet. Vi skal have det til at fungere, og det vil jeg gerne yde mit bidrag til og går gerne ind i en sådan dialog«, sagde statsministeren under debatten i Folketingssalen. Den seneste runde af spindoktor-diskussionen begyndte, da finansminister Thor Pedersens (V) pressechef, Carsten Mai-Jørgensen, måtte indrømme, at han misinformerede pressen om Thor Pedersens overholdelse af bopælspligten. Carsten Mai-Jørgensen fik senere 'indskærpet', at han ikke må lyve. Indskærpelse til yderligere to Men også fødevareminister Mariann Fischer Boels (V) og europa- og integrationsminister Bertel Haarders (V) pressechefer har i år været på spadseretur i spinatbedet. Den første opfordrede en journalist til at interessere sig for en embedsmands politiske tilhørsforhold. Den anden forsøgte at true en kampagneleder til ikke at stille op i et debatprogram mod ministeren. De to pressechefer fik også 'indskærpet', at de er omfattet af de almindelige regler for embedsmandsbrug. Nu har oppositionen fået nok af spindoktoriet i regeringskontorerne. Under debatten i dag foreslog Socialdemokraterne, at der bliver statueret et eksempel. Anders Fogh Rasmussen kunne for eksempel fyre Carsten Mai-Jørgensen, foreslog Thomas Adelskov (S). Men det kaldte statsministeren for 'ren jagt på en enkelt person'. Anbefalinger ønskes revurderet I stedet foreslog statsministeren at revurdere anbefalingerne fra det såkaldte Bundgaard-Nielsen-udvalg for spindoktorers ansættelser. Og den invitation tog partierne imod. »Jeg anbefaler, at man simpelthen tager udgangspunkt i det, der blev lavet dengang og så ser på den vinkel, som har med pressen at gøre«, sagde SF's Aage Frandsen ifølge Ritzau. Også Dansk Folkepartis Peter Skaarup ønskede forbedrede regler for spindoktorerne, som han mente er kommet for at blive. »Problemet er bare, når sådanne medarbejdere blander sig i det politiske og kommer med usandheder. Når man går derhen, så passerer man en grænse for, hvad der er rimeligt at gøre«, sagde Peter Skaarup. Professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab foreslog i Berlingske Tidendes udgave i dag, at der indføres et nyt sæt etiske regler efter britisk forbillede.
Af reglerne skal det bl.a. fremgå, at de ikke må lyve for offentligheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her