Trods regeringens erklærede klapjagt på puljer og cigarkasser på finansloven vil socialminister Henriette Kjær (K) oprette en række nye puljer til næste år. Det fremgår af socialministerens udspil til forhandlingerne om den særlige satspulje til sociale formål. Men udspillet afvises af Socialdemokraterne, der frygter, at de mange puljepenge risikerer at samle støv i ministeriets kasse. Den frygt bygger Socialdemokraterne på en ny opgørelse fra Socialministeriet. Den viser, at mindst 800 mio. kr., som er øremærket til brug i år, stadig ligger i kassen. Først og fremmest fordi der ikke har været ansøgninger nok til en række puljer. »Vi må stoppe det pulje-vanvid, som betyder, at pengene hober sig op«, siger socialordfører Karen Jespersen (S). Aftale om små puljer Karen Jespersen mener, at der under SR-regeringen blev indgået en klar aftale mellem satspuljepartierne om at undgå de små puljer til fordel for større initiativer, der bygger på lovgivning. Som f.eks. førtidspensionsreformen, der er finansieret med satspuljepenge. Aftalen blev indgået på grund af problemer med puljerne. Blandt andet fordi amter og kommuner var imod de mange puljer, som giver en masse administration, når der skal søges om penge. Socialministeren erkender, at nye puljer er i strid med regeringens overordnede målsætning, og at der er en fare for, at pengene bliver liggende for længe i ministeriets kasse. Mange penge »Men satspuljen er jo en stor pulje, og jeg mener ikke, at problemerne med puljer kan løses ved bare at lave lovgivning i stedet for. Nogle gange er puljer eller forsøg det rigtige for at komme videre socialpolitisk«, siger Henriette Kjær, som understreger, at hun er meget opmærksom på problemet. Satspuljen stammer et forlig fra 1990. Den fordeles hvert år til sociale formål i enighed mellem V, K, S, R, SF og Kristeligt Folkeparti. I år er puljen på 600 mio. kr., og en stor del af pengene er der enighed om at bruge til at videreføre psykiatriplanen. Desuden lægger Henriette Kjær op til at bruge 65 mio. kr. på en ekstra indsats for udsatte børn og unge. »De penge vil ministeren strø ud over så mange ubetydelige små puljer, at de ingen effekt vil få«, siger Karen Jespersen. Forhandlingstaktik Den kritik afviser Henriette Kjær som ren forhandlingstaktik. »Hvis Socialdemokraterne er utilfredse, må de komme med nogle udspil«, siger hun. Det mener Karen Jespersen, at hun har gjort. S vil bl.a. bruge 30 mio. kr. på at styrke sundhedsplejen. Også i forhandlingerne om finansloven er Socialdemokraterne på konfliktkurs med regeringen. S frygter, at de store socialpolitiske initiativer skal laves alene med Dansk Folkeparti, der især går efter flere penge til de svageste ældre. Derfor vil S ikke afslutte forhandlingerne om satspuljen, før finansloven er på plads. »Regeringen vil helt klart ikke tale om os om socialområdet. Det er som at tale i et radiodødt rum«, sagde finansordfører Pia Gjellerup (S) efter et møde hos finansminister Thor Pedersen (V) torsdag. Efter en række delforlig i de enkelte fagministerier indledte Thor Pedersen torsdag slutspurten i forhandlingerne om næste års finanslov.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























